CHECK-IN Øresund - ny udstilling på Dansk Arkitektur Center
Dansk Arkitektur Center har udsendt følgende pressemeddelelse: En ny udstilling på Dansk Arkitektur Center viser, at der med Øresundsbroen er opstået en ny by-region, som er sammenlignelig med verdens største by-regioner Los Angeles og Hongkong. Det dansk-svenske arkitekturprojekt CoMa - der er en sammenskrivning af Copenhagen og Malmö - viser med udstillingen CHECK-IN Øresund, at vi i Danmark har de samme globale storbytendenser, sammensatte kulturer og eksotiske oplevelser, som vi ellers skal rejse langt efter. Udstillingen vises i Dansk Arkitektur Center (DAC), Strandgade 27B, København i perioden d. 27. marts til d. 20. april 2004.
CHECK-IN Øresund er en multimedieudstilling om Øresundsregionen - et hastigt voksende byområde, der ikke ligner nogen tidligere byform. I modsætning til det 20. århundredes storby, der havde ét centrum, består den nye Øresundsregion af små og store byer, sammensatte landskaber og befolkninger, der udgør et multikulturelt samfund – et netværk af kulturer og subkulturer med vidt forskellige sociale, kulturelle og livsstilsmæssige tilhørsforhold. Det gør Øresundsregionen sammenlignelig med verdens mest sammensatte by-region – Los Angeles.
CHECK-IN Øresund viser et anderledes billede af Øresundsregionen med fokus på de netværkskulturer, der lever på kryds og tværs af hinanden. Arabiske indvandrere lever i ghettoer efter helt egne normer, rockergrupper lever efter egenartede stammeritualer, og højtuddannede i medicinalindustrien føler sig mere tilknyttet deres virksomhed end til resten af samfundet.
På udstillingen tager den fiktive roadmovie Logoscape publikum med på en rejse gennem et abstrakt motorvejslandskab, hvor bilisten bombarderes af blinkende logoer fra firmaer i regionen. Logoerne er blevet de faste holdepunkter, som binder de mange forskellige kulturer sammen. Publikum tages derudover med til anderledes grupper af subkulturer, eksempelvis Bandidos klubhus i Hillerød og en moske i Malmø, der ligger bare 20 minutter herfra – men er ligeså autentisk som de store moskeer i Mellemøsten.
”CHECK-IN Øresund tager udgangspunkt i en anderledes anskuelse af Øresundsregionen, end vi normalt ser. Arkitekterne forsøger at tolke, hvordan de regionale urbaniseringsprocesser og multikulturelle netværkssamfund påvirker oplevelsen og brugen af omgivelserne”, siger Kent Martinussen, direktør i Dansk Arkitektur Center.
Udstillingen inviterer publikum til at reflektere over, hvordan vi lever i dag, og hvordan vi skal planlægge og bygge i dette store nye byområde – Øresundsregionen. CHECK-IN Øresund viser, at der er helt nye muligheder for arkitekter og planlæggere, der forstår at tage udfordringen op og arbejde ud fra regionens sammensatte landskaber med tilsvarende sammensatte befolkninger.
Udstillingen er produceret af CoMa, et research- og formidlingsprojekt af det dansk/svenske arkitektfirma Uid ved arkitekterne Henrik Valeur og Fredrik Fritzson: Udstillingen er støttet af Fonden Realdania, HUR og Region Skåne.
For yderligere information kontakt Sussi Heimburger på tlf.: 32 64 54 62 / 24 46 81 61 eller e-mail: sh@dac.dk eller se dac.dk