"Too perfect: seven new Denmarks" - ny udstilling på Dansk Arkitektur Center
Dansk Arkitektur Center har udsendt følgende pressemeddelelse: Arkitekter viser ny global fremtid For perfekt. Dansk Arkitektur Center (DAC) står bag tidens mest visionære udstillingskoncept om dansk arkitektur og design - Too Perfect: Seven New Denmarks. Udstillingen er udviklet af den indflydelsesrige canadiske designer Bruce Mau og den danske tegnestue PLOT, som giver dansk arkitektur og design skudsmålet: for perfekt!
I stedet for at designe perfekte stole, lamper, tøj og facader skal danske arkitekter og designere i fremtiden løse globale udfordringer. På udstillingen oplever publikum den klassiske danske designtradition udstillet sammen med syv nye konkrete bud på, hvordan unge danske arkitekter i fremtiden designer løsninger fra rent drikkevand og baby-booms til lavprisboliger og nyt landbrug uden EU-tilskud. Udstillingen er finansieret af erhvervspartnere, fonde og ministerier.
Udstillingen vises fra den 8. september 2004 til marts 2005 i Dansk Arkitektur Center, Strandgade 27B, København K. Pressen inviteres til pressemøde med Bruce Mau og de danske tegnestuer tirsdag den 7. september kl. 11.00 i Dansk Arkitektur Center.
Verdenspremiere i København
Too Perfect: Seven New Denmarks er produceret i tre udgaver med verdenspremiere i Dansk Arkitektur Center d. 8. september 2004 med efterfølgende åbninger i Venedig og Toronto. Udstillingen vises frem til februar 2005 og er første del af trilogien DAC RE-THINK, der er finansieret af et stærkt team af erhvervspartnere, fonde og ministerier.
Designfirma gentænker Danmark
Den danske arkitektur- og designtradition er ifølge Bruce Mau Design blevet – ”just too perfect”. Vi står med en fantastisk flot arv fra bl.a. Arne Jakobsen, Jørn Utzon og Hans J. Wegner. Problemet er blot, at vi ikke udvikler traditionen. Står det til designeren Bruce Mau uddeles fremtidens designpris ikke til designere af smukke stole, lamper eller huse, men til dem, der løser den globale opvarmning, verdens vandmangel eller skaber af billige drømmeboliger, der kan eksporteres til alle verdensdele.
Og der er god grund til at lytte efter Bruce Mau. Ud over at tilhøre designernes superliga, står han bag nogle af de mest indflydelsesrige bøger om arkitektur- og designkulturens udvikling og arbejder tæt sammen med arkitekter, designere og filosoffer som Frank Gehry, Philippe Starck og Rem Koolhaas.
Fra tradition til innovation
Udstillingen Too Perfect: Seven New Denmarks viser "The Danish Modern Hall of Fame", som er en hyldest til de bedste danske stole, lamper, bestik og byggerier, sat sammen med syv nye bud på fremtidens arkitektur og design. Hvert af de syv bud viser konkrete løsninger på fremtidens udfordringer, der rækker ud over arkitektens traditionelle arbejdsfelt. Udstillingen er kurateret af Bruce Mau Design i samarbejde med tegnestuen PLOT og med deltagelse af helt unge arkitekter og designere fra PLOT, Kontrapunkt, NORD, Arkitema, SRL Arkitekter samt Bruce Mau Design Inc.
Ny global fremtid
Bruce Mau mener ikke bare, at vi danskere er for perfekte. Vi har med vores flotte tradition en enestående mulighed for at designe en bedre verden for de mange og samtidigt gøre det til en god forretning for os selv. Det handler derfor om velfærdsstatens overlevelse og udvikling. ”Bruce Mau viser, at designeren og arkitekten kan bidrage med løsninger på alle områder af livet, som vi mennesker har mulighed for at designe. Og her har danske arkitekter og designere muligheden for endnu engang at gå foran på verdensplan”, udtaler Kent Martinussen, direktør DAC.
Erhvervsliv står bag ny global fremtid
Too Perfect: Seven New Denmarks udstilles i København, Venedig og Toronto og er støttet af bygge- og designbranchen med Nykredit som hovedsponsor, Fonden Realdania som basissponsor samt NCC, Carl Bro, Montana/DJOB, Arkitema og LEGO VisionLab. Øvrige partnere er Kulturministeriet, Kunststyrelsen, Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg, Akademisk Arkitektforening, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Berlingske Tidende, Kontrapunkt, DTKommunikation, On-Site og ZEES.
For yderligere oplysninger kontakt: Sussi Heimburger (DAC) +45 24468161, Johan Galster (DAC) +45 51808044 eller direktør Kent Martinussen (DAC) +45 26371930.