x

Historisk landvilla på Frederiksberg sikres

Pressemeddelelse 15. februar 2005

Frederiksberg Kommune har i samarbejde med Realea A/S udsendt følgende pressemeddelelse: Aftale mellem Realea A/S og Frederiksberg Kommune sikrer en af Frederiksbergs smukke ejendomme i Allégade samt et helt nyt haveanlæg tæt ved Frederiksberg Runddel. 

Frederiksberg Kommune har i mange år anvendt ejendommen Allégade 5 til Musikbibliotek. Det er nu flyttet i nye lokaler ved Hovedbiblioteket, og kommunen ønskede derfor at sælge ejendommen for herigennem bl.a. at skaffe finansiering til det nye bibliotek. Efter udbud af ejendommen er der nu indgået en aftale med Realea, hvis formål bl.a. er at investere i bevaringsværdige ejendomme og at sikre deres langsigtede bæredygtighed. Realea A/S er et datterselskab af Fonden Realdania.

Allégade 5 blev opført i ca. 1860 som landsted for malermester Riise og er således en tidstypisk repræsentant for de landvillaer, som karakteriserer de ældste kvarterer på Frederiksberg. Villaen er opført i tidens karakteristiske stil med trefagskvist og stukornamenter på facaden. Villaen blev i 1978 fredet og gennemgik i 1979/80 en større istandsættelse. Realea A/S har nu udlejet villaen til Det Danske Revymuseum.

"Det er en fornøjelse, at Det Danske Revymuseum nu får bedre lokaler, og at det i forbindelse med handlen tillige bliver muligt at etablere et haveanlæg, hvor der i dag er en stor firkantet og utilgængelig branddam. Haveanlægget kommer jo til at ligge tæt ved Frederiksberg Runddel og vil på sigt indgå i en samlet kultursti langs med den historiske Allégade," oplyser borgmester Mads Lebech, Frederiksberg.

"Med overtagelsen af Allégade 5 har vi fået en unik chance for at være med til at give denne del af Frederiksberg et markant løft for offentligheden. Med Revymuseet som lejer har vi samtidig sikret os den offentlige adgang til Riises gamle landsted, som huset og stedet fortjener," siger Realeas direktør Peter Cederfeld.

Yderligere oplysninger:
Borgmester Mads Lebech, tlf. 3821 2030, mobil 2094 9046
Adm. dir. Peter Cederfeld, Realea A/S, tlf. 4080 2890