x

Åben arkitektkonkurrence om Kulturhuset Kanten i Fakse

Pressemeddelelse 29. september 2005

Fakse Kommune indbyder nu til en åben projektkonkurrence om Kulturhuset Kanten, der skal ligge på kanten af Fakse Kalkbrud. Det er tanken, at Kulturhuset Kanten som kulturelt knudepunkt skal udnytte dette unikke menneskeskabte landskab. Det nye Kulturhus er samtidig første etape på vejen mod Fakses nye ”Kulturstrøg”.

Fakse By har gennem mange år vendt ryggen mod kalkbruddet, men det bliver ændret med det nye Kulturhus. Visionen er, at byen nu skal vende ansigtet mod kalkbruddet og gøre denne unikke geologiske del af Jordens historie til en integreret del af byens liv.

Kulturhuset Kanten skal indeholde Café Biografen, GeoMuseumFaxe, café og Open Air scene – og med sin placering i nærheden af bymidten være styrkende for de samlede kulturelle tilbud i Fakse Kommune.

Det nye kulturhus er første etape i etableringen af det fremtidige ”Kulturstrøg” i Fakse. Kulturstrøget bliver bundet sammen af en ny bymæssig gangforbindelse, der tager udgangspunkt i byens centrum og derefter løber via Vandrerhjemmet langs kalkbruddet til Gl. Strandvej.

Kulturstrøget vil sammen med Kulturhuset Kanten skabe optimale rammer for udstilling og formidling af en historie, der rækker over 63 mio. år tilbage. Samtidig skabes et inspirerende udgangspunkt for undervisning af skoleklasser, aftenskoler, forskning m.m.

Café Biografen med to biografsale, caféen og Open Air scenen giver på samme måde både lokale borgere og turister mulighed for spændende oplevelser  – og alt dette lige på kanten af Fakse Kalkbrud.

Fakse Kommune ønsker, at det fremtidige kulturhus bliver helt unikt og har derfor udskrevet en åben projektkonkurrence. Det er muligt for både danske og udenlandske arkitekter at komme med forslag. Afleveringsfristen for forslag er d. 6. januar 2006.     

Projektet har stor opbakning og støttes af Realdania, Royal Unibrew A/S, Fakse Kalk A/S, Haribo Lakrids A/S, Nordea Fonden, Østsjællands Andel a.m.b.a., Michael Jebsen, Rosendal, Ungdomsrådet i Fakse samt Kulturministeriets Provinspulje.

Konkurrencen finansieres af Fonden Realdania og udskrives af Fakse Kommune i samarbejde med Østsjællands Museum og Café Biografen med konkurrenceteknisk bistand fra Akademisk Arkitektforenings Konkurrencesekretariat AA.

Konkurrenceprogrammet kan rekvireres via AA på E-mail: konkurrencer@aa-dk.dk.

 

Yderligere oplysninger
Arkitekt MAA Anne-Mette Bølling, Akademisk Arkitektforening
(konkurrencens sekretær) tlf. 32 83 69 00
Borgmester i Fakse René Tuekær, tlf. 5676 2000
Projektleder i Fonden Realdania, Karen Skou, tlf. 7011 6666