x

Bevaringsværdig ejendom bliver til familieboliger for unge med særlige behov

Pressemeddelelse 29. september 2008

En ombygning af den bevaringsværdige rødstensejendom Clementshus, der ligger i Hasseris ved Ålborg, forvandler ejendommen til et godt sted at bo for unge med særlige behov. Projektet gennemføres i et samarbejde mellem BUS (Bolig- og Udviklingsselskabet for borgere med Særlige behov), boligselskabet Cimbria og administrationsselskabet Plus - Bolig. Projektet støttes af Realdania.

Hos nogle et årelangt ønske - hos andre sent udviklede unge en direkte drøm. Drømmen og muligheden for at få sin egen bolig bliver nu en realitet. Byrådet i Aalborg har netop godkendt boligprojektet i Hasseris, hvor ejendommen Clementhus indrettes med i alt 12 boliger efter programmet "udviklende naboskaber".

Ejendommen Clementshus - der oprindelig er bygget som pigehjem - har en unik beliggenhed i Aalborg tæt på mange af de aktiviteter, der knytter sig til netop til målgruppen af unge med særlige behov.

Projektet omfatter etablering af et bofællesskab med selvstændige boliger til sent udviklede unge. Boligerne etableres som almene familieboliger efter gældende regler. De nye boliger får desuden deres egen venteliste for målgruppen.

Byggeopgaven omfatter en indvendig renovering og ombygning samt en udvendig bygningsbevarende renovering i respekt for ejendommens historie, karakter og arkitektur. I kælderen indrettes et " socialt værested " for såvel beboere som andre interesserede i lokalområdet. En sådan kombination af henholdsvis ombygning, renovering og etablering af et bofællesskab til denne målgruppe er enestående i Danmark.

En så omfattende renovering med en samlet projektøkonomi på 19,6 mio. kr. kan være svær at gennemføre indenfor det ramme-beløb, der gælder for almene familieboliger. Renoveringen bliver derfor muliggjort med støtte på op til 5,75 mio. kr. fra Realdania til de udvendige bygningsbevarende dele af arbejdet samt til nyindretning af fælleslokaler i kælderen.

Om denne løsning siger forældrerepræsentant i BUS, Carsten Sørensen fra Aalborg: "For vore unge og for os som forældre, er dette boligmæssigt klart den største oplevelse, vi har fået gennem alle årene. Her vil vore unge kunne få det fællesskab og de boligkvaliteter, som vi altid har drømt om - forhold der er så vigtige for netop denne målgruppe; et virkeligt stort fremskridt for os alle."

John Hansen, forretningsfører for Plus - Bolig siger om opgaven og Aalborg Byråds godkendelse: "For os som bygherre og administrator, er det en oplevelse at være med til at tilvejebringe virkelig gode boliger til de unge i målgruppen - ligesom det at gennemføre et byggeri, der rummer så mange forskellige opgaver. Nybyggeri og renovering såvel udvendigt som indvendigt samt at skabe et socialt værested for såvel beboere som naboer er en spændende og meget anderledes opgave. At den fysiske del af opgaven er lykkedes, skyldes selvsagt den meget store økonomiske hjælp vi har fået fra Realdania - uden denne støtte var det ikke muligt."

Fra Realdania siger projektleder Marianne Kofoed: "Vi ser dette som et spændende projekt, hvor vi kan medvirke til at skabe optimale boligrammer for en gruppe af unge med særlige behov. Samtidig ser vi Clementhus som et fint demonstrationseksempel på, hvordan en attraktiv og bevaringsværdig bygning finder ny anvendelse."

Yderligere oplysninger
Forretningsfører John Hansen, Plus - Bolig, tlf. 96 31 41 51
Projektleder Marianne Kofoed, Realdania, tlf. 70 11 66 66