x

Foster + Partners - Working with History

Pressemeddelelse 9. juni 2009

Dansk Arkitektur Center har udsendt følgende pressemeddelelse:
Den internationalt anerkendte arkitektvirksomhed Foster + Partners har om nogen sat deres præg på en række af verdens historiske bygninger og steder. Med brug af blandt andet gigantiske glaskupler og glasoverdækninger smelter nutid og historie sammen og efterlader et markant nyskabende arkitektonisk udtryk. Ny udstilling i Dansk Arkitektur Center sætter fokus på Foster + Partners' arbejde med historien.

Udstilling i Dansk Arkitektur Center (DAC) 19. juni - 30. august 2009

 

Udstillingen er finansieret af Realdania

 

Udstillingen åbner for pressen torsdag d. 18. juni kl. 10-12.


I forbindelse med åbningen er Spencer de Grey, Head of Design og Senior Executive hos Foster + Partners i København og det vil være muligt at tale med ham i løbet af dagen. Kontakt Line Juul Greisen, ljg@dac.dk for en aftale.

 

Working with History
Foster + Partners har gennem fire årtier skabt arkitektoniske pejlemærker verden over; fra masterplaner, lufthavne, kulturinstitutioner og kontorbygninger til private boliger og produktdesign. Og selv om mange af disse er nye byggerier, så vedrører en stor del af Forster + Partners' projekter også behandling af historiske miljøer, strukturer og sammenhænge.

 

Den aktuelle udstilling i Dansk Arkitektur Center sætter fokus på denne "historiske" side af Foster + Partners' arbejde og viser 19 internationale projekter - primært kulturinstitutioner - der kombinerer nyt og gammelt. Fælles for mange af projekterne er at de bærer, hvad der kan betegnes som en del af Foster + Partners "signatur" - de gigantiske glasoverdækninger. De karakteristiske overdækninger har den force at de både respekterer de eksisterende bygninger og omgivelser og samtidig tilfører et markant og nyskabende udtryk til arkitekturen. Arbejdet med bygninger og miljøer, der har en stærk historisk forankring, er en følsom proces, der kræver en hårfin arkitektonisk balancegang mellem at understrege kultur og værdi ved det eksisterende, samtid med at skabe en ny bygning med integritet.

 

"Begrebet bæredygtighed indvarsler et globalt paradigmeskifte, der får konsekvens for den samlede måde vi behandler vores fysiske miljø på - også vores byer og bygninger. Der er derfor et stigende fokus på hvordan vi gennem nye arkitektoniske indgreb i den eksisterende gamle og ofte meget kvalitetsfyldte arkitektur kan udnytte gemte potentialer til glæde for fremtidige generationer. Det handler om at re-aktivere fortiden ind i fremtiden - det handler om at arbejde med historien!" siger Kent Martinussen, adm. dir. i Dansk Arkitektur Center


De danske projekter
Udstillingen viser selvfølgelig også Foster + Partners' danske projekter: det ikke-realiserede, men meget debatterede designforslag til et hotel i Tivoli og ikke mindst det, som mange danskere forbinder Foster + Partners med, nemlig det nye Elefanthus i København Zoo, der blev indviet sidste år, og som har løftet Zoologisk Have op i den arkitektoniske superliga. Huset er gravet delvist ned i terrænet og har to store kupler i taget, som sikrer et lyst og venligt miljø for både elefanter og publikum. Elefantområdet er også blevet åbnet så den oprindelige forbindelse til Frederiksberg Have er blevet genskabt.

 

Samtidig med udstillingen vises desuden installationen "ELEPHANT" - en unik, rumlig installation med elefantanlægget som omdrejningspunkt. Bag installationen står det det københavnske arkitektkontor, SLA, der også er arkitekterne bag udformningen af landskabet omkring Elefanthuset. SLA har de sidste 15 år præget udviklingen inden for landskabsarkitektur og byplanlægning. Baseret på en vision om at øge sanseligheden og velfærden i vores byer, byrum og landskaber har kontoret skabt en lang række banebrydende og prisbelønnede projekter såvel i Danmark som i udlandet. Installationen "ELEPHANT" vises på Dansk Arkitektur Centers Plan 2.

 

Oplev også...
I forbindelse med udstillingen produceres en "podwalk" om Elefanthuset, hvor man fra forskellige vinkler får fortællingerne om det nye Elefanthus. Lydfilen kan downloades gratis fra www.dac.dk, når udstillingen åbner.

 

Over 2 dage sætter DAC og Zoologisk Have fokus på en anderledes type brugere af arkitektur, nemlig dyrene. 7-12 årige børn inviteres til at undersøge, hvordan mennesker bygger til dyr med udgangspunkt i Foster + Partners' Elefanthus, og hvordan dyr bygger til sig selv. Sommerworkshoppen finder sted 9.-10. juli og 16.-17. juli. Læs mere på www.dac.dk


Udstillingen "Foster + Partners - Working with History" er skabt i samarbejde med Foster + Partners.

For nærmere oplysninger kontakt:
Presseansvarlig Line Juul Greisen, ljg@dac.dk eller tlf. 22 13 24 70

Pressebilleder og yderligere pressemateriale kan downloades fra DAC's hjemmeside