x

Endnu mere motion hos Viking Atletik på Bornholm

Pressemeddelelse 18. juni 2009

Firmastafet, Etape Bornholm, Duatlonstævne, Stavgangfestival… Viking Atletik & Motion i Rønne på Bornholm har lange og stolte idrætstraditioner. Nu kan klubben snart tilbyde endnu bedre motionsfaciliteter for både bornholmerne og øens mange turister. Et nyt klub- og aktivitetshus på Rønne Stadion skal i fremtiden danne rammen om nye motionsformer og styrke folkesundheden på Bornholm. Bag projektet, der støttes af Realdania, står en række ildsjæle fra idrætsklubben IK Viking Rønne Atletik- og Motion.

IK Viking Rønne Atletik- og Motion har eksisteret siden 1907 og har i dag mere end 700 aktive medlemmer. Klubben er meget aktiv i det daglige og står i årets løb for en lang række populære motionsarrangementer - det årlige motionsløb Etape Bornholm har eksempelvis mere end 2.000 deltagende løbere. De senere år har klubben haft en øget medlemstilgang, og med dette udgangspunkt har det længe været et ønske at skabe bedre faciliteter for de mange aktiviteter.

Løsningen er et nyt klub- og aktivitetshus på Rønne Stadion, der skal rumme faciliteter for både motion, fitness, omklædning og sociale aktiviteter i forbindelse med klubbens mange løbs- og motionsarrangementer. Klubben vil dermed kunne honorere den store medlemstilgang og samtidig bidrage yderligere til et aktivt turist- og erhvervsliv på Bornholm.

Det nye klub- og aktivitetshus er tegnet af det bornholmske arkitektfirma Blå Streg, der har skabt en anderledes og markant bygning, der føjer sig fint til det eksisterende byggeri.

Udover økonomisk støtte fra Realdania vil en lang række af klubbens medlemmer bidrage med frivillig og ulønnet arbejdskraft til realiseringen af det nye hus.

Viking Atletik planlægger at tage det første spadestik til byggeriet af det nye klub- og aktivitetshus i efteråret 2009.

"Med vores kommende klub- og aktivitetshus får vi endnu bedre mulighed for at skabe en helstøbt klub med plads til både elite og motion. Et sted, hvor den unge diskoskaster kan træne sammen med den ældre motionsløber og danne sociale relationer på tværs af alder og interesse. Et sted, hvor også familien kan samles til fitnesstræning som supplement til de mange andre tilbud klubben giver", siger Claus Clausen, formand for IK Viking Rønne Atletik- og Motion.

"Vi har stor respekt for Viking Atletiks arbejde og den betydning de mange motions-relaterede aktiviteter har for folkesundheden og det sociale liv generelt på Bornholm. Det nye klub- og aktivitetshus har samtidig fine arkitektoniske kvaliteter, der vil kunne give de øvrige omgivelser et løft," siger projektleder Lennie Clausen, Realdania.

Yderligere oplysninger
Formand Claus Clausen, IK Viking Rønne Atletik- og Motion, tlf. 23 71 35 35
Projektleder Lennie Clausen, Realdania, tlf. 70 11 66 66