Konferencen Think Space udfordrer byudvikling anno 2011
I en tid hvor lokale byrumsprojekter som byhonning, urban gardening og brugerdrevne kulturhuse pibler frem, stiller Givrum.nu med konferencen Think Space skarpt på, hvordan man kan udnytte tomme bygninger til at oprette små kreative oaser i byen. Think Space finder sted 18.-20. august på Prags Boulevard 43 i København.
Når produktionserhvervene rykker teltpløkkerne op og flytter østpå, står vi tilbage med tusindvis af tomme kvadratmeter i de gamle industribygninger. Samtidig oplever Danmark et boom i små kreative virksomheder og organisationer, der mangler rum at udfolde sig på.
På Think Space samles en række profiler fra ind- og udland, der alle arbejder med at bruge tomme bygninger til kulturelle og sociale formål, bl.a. Tim Jones, direktør for Artscape i Canada og Daniela Brahm, kunstner & medstifter af ExRotaprint i Tyskland. Fra Danmark kommer repræsentanter fra bl.a. Godsbanen i Århus, Platform4 i Ålborg og Carlsbergbyen i København. Givrum.nu, der arrangerer Think Space, er støttet af Realdania.
Konference om kreativ byudvikling
Kreativ byudvikling begynder nedefra, typisk når privatpersoner
eller foreninger går sammen om at tage tomme bygninger i brug til kreative
formål, såsom kontorpladser, værksteder, atelier, nyttehaver m.m. Men der
er langt fra at drømme om at tage en tom fabriksbygning i brug til rent
faktisk at etablere et velfungerende miljø.
Christian Fumz medstifter af Givrum.nu siger:
"Det er svært at tage tomme bygninger i brug i Danmark. Der er en
masse udfordringer, så det handler om at uddanne alle dem, der har med
bygninger og byudvikling at gøre; alt fra ejere, til kommuner og til manden
der står med den gode ide og vil se den ført ud i sit lokalområde. Vi håber
konferencen kan være med til at bane vejen for flere ibrugtagninger rundt
om i de danske byer."
Brugerinddragelse i praksis
Think Space afholdes i en gammel lakfabrik på Prags Boulevard 43, der er
taget i brug af kreative iværksættere, foreninger og kunstnere med hjælp
fra Givrum.nu. Sammen med Prismen vil Prags Boulevard 43 danne rammen, når
kunstnere, byplanlæggere, kommunalpolitikere, iværksættere og
repræsentanter fra ejendomsselskaber fra hele landet mødes i løbet af
konferencens tre dage.
På konferencens sidste dag, lørdag d. 20. august, er det gratis for alle at deltage. Her blændes der op for Think Space Un-conference, hvor alle deltagere, der har lyst til at dele erfaringer og solstrålehistorier fra deres arbejdsområde eller projekt, inviteres til at holde et oplæg. Derudover kan man om lørdagen opleve performances, udstillinger og workshops udført af de brugere og organisationer der er tilknyttet Prags Boulevard 43, bl.a. den mobile cykelbane og workshop i luftakrobatik.
Om Think Space
Tid: Den 18.-20. august 2011
Sted: Prags Boulevard 43, 2300 København S
Tilmeldingsfrist: Den 12. august 2011
Pris: 1.250 kr. (studerende 500 kr.)
Tilmelding & spørgsmål: thinkspace@givrum.nu
Udpluk fra programmet:
Artscape v. Tim Jones
I løbet af de sidste 24 år har Artscape udviklet sig til at være
Canadas førende organisation, når det kommer til kunstnerisk og kulturel
brug af bygninger, der har overlevet deres oprindelige funktion. Ved at
forestå politiske, organisatoriske og økonomiske aspekter af processen, har
Artscape løftet Torontos scene for kunst og kultur.
ExRotaprint v. Daniela Brahm
ExRotaprint i Berlin er et gammelt trykkeri, der er overtaget af
et selvejet og brugerstyret selskab, der har to overordnede formål
med dets virke. Det ene er at bevare og renovere de unikke bygninger, og
det andet er at være et sted, der sætter en dagsorden inden for kunst,
kultur, politik og byudvikling. Partner og billedkunstner i ExRotaprint i
Berlin, Daniela Brahm fortæller om, hvordan de organiserer og finansierer
projektet, og hvordan man navigerer mellem lokale behov og kommercielle
interesser.
Derudover taler:
Eddie Bridgeman, leder af Meanwhile Space (UK)
Tina Saaby, Københavns stadsarkitekt (DK)
Supertanker, urbant forskningsnetværk (DK)
Anne Nørgård, strategisk planlægger Carlsbergbyen, (DK)
M.fl.