x

Scener fra Nørre Vosborg – 700 års herregårdshistorie

Pressemeddelelse 10. oktober 2011

Den 14. oktober slår Holstebro Museum dørene op til den store fortælling om herregården Nørre Vosborg.

På Holstebro Museum er scenen sat til en tidsrejse gennem Nørre Vosborgs store og mangfoldige historie, der spænder over mere end syv århundreder. Særudstillingens 12 scener følger hinanden i kronologisk rækkefølge, og den røde tråd gennem fortællingen er rækken af ejere fra kong Erik Menved i 1299 til Realdania Byg A/S i 2011. 

Særudstillingen er Holstebro Museums særudstilling i 2011-2012. Realdania og Vestforsyningen har velvilligt givet støtte til etableringen af udstillingen.

En tidsrejse

På rejsen gennem de mange hundrede års herregårdshistorie vil publikum møde konger og riddere, bisper og fæstebønder, godssamlere og levemænd, ærbare enker og ødsle hustruer, højaristokrati og studebønder, ansvarlighed og laden-stå-til, opgivelse og håb.

Museumsgæsten kommer tæt på geologernes kortlægning af det landskab, herregården ligger i, og på arkæologernes eftersøgning af det ældste Vosborg. Publikum kan følge historikernes studier i gamle dokumenter og bygningsarkæologernes undersøgelser af herregårdens bygninger. Tidsrejsen slutter med beretningen om restaureringen af Nørre Vosborg i årene 2004-08.

Både privatpersoner og andre museer har udlånt originale genstande til udstillingen, og en stor del af dem har aldrig før været vist for offentligheden. Også de mange arkæologiske fund bliver nu udstillet for første gang. 

Forskningsresultater

Særudstillingen ”Scener fra Nørre Vosborg” er Holstebro Museums bidrag til formidlingen af det tværfaglige forskningsprojekt ”Nørre Vosborg i tid og rum”. Forskningsprojektet er et samarbejde mellem Århus Universitet, Holstebro Museum, Dansk Center for Herregårdsforskning på Gl. Estrup og Arkitektskolen i Århus. Også forskere fra Syddansk Universitet og Københavns Universitet er inddraget i projektet.

Omkring 30 fagfolk fra disciplinerne geologi, arkæologi, historie og arkitektur har gennem fem år samarbejdet om at afdække herregårdens og dens omgivelsers historie fra vikingetiden til i dag. Det betyder, at Nørre Vosborg i dag er Danmarks bedst udforskede herregård. Forskningsprojektet afsluttes dels med et bogværk, der udkommer i 2012, dels med denne særudstilling, hvor resultaterne af de mange undersøgelser bliver præsenteret for offentligheden.

Nye historier

I ”Scener fra Nørre Vosborg” bliver gamle sagn og overleveringer prøvet af, og der bliver vendt op og ned på nogle af de historier, man hidtil har fortalt om herregården og dens ejere. Er det rigtigt, at Niels Bugges tårn blev væltet af en stormflod? Blev Andreas Tang udnævnt til etatsråd, mens han sad på lokum med Frederik den 7.?  Hvorfor hedder det ”Nørre Vosborg” og ikke bare ”Vosborg”? Hvornår blev det stående Nørre Vosborg anlagt?

Herregårdens nisse, som vi kalder Bugge, sørger for, at der også er opgaver og spændende fortællinger for de yngste museumsgæster.

Fakta:

Hvor: Holstebro Museum, Museumsvej 2, 7500 Holstebro

Hvornår: Fredag den 14. oktober 2011 – 2. september 2012

Udstillingsåbning: 13. oktober 2011 kl. 19.30

Entré: Voksne 50 kr. Børn og unge under 18 år gratis. Medlemmer af Holstebro Museumsforening gratis.

Pressemeddelelsen er udsendt af Holstebro Museum.