Ny bog: Finn Juhl i FN – et dansk mesterværk i New York
I april 2013 genåbnede Formynderskabsrådssalen i FN-bygningen i New York, også kendt som Finn Juhl-salen, efter en gennemgribende restaurering og modernisering. Denne nye bog fortæller historien om levendegørelsen af dette stykke enestående danske bygningskulturarv. Om Finn Juhls arbejde med at indrette salen, om restaureringen og om den danske designduo Salto & Sigsgaards design af moderne møbler til den restaurerede sal.
Desuden fortæller bogen, hvordan dansk arkitektur og design har sat og stadig sætter betydningsfulde spor i verden. Bogen udkommer som en afslutning på den store og gennemgribende restaurering og modernisering af salen og som dokumentation af denne.
Finn Juhl i FN – et dansk mesterværk i New York beskriver i ord og billeder historien om, hvordan Finn Juhl på vegne af den danske stat som ung møbelarkitekt i 1951 fik til opgave at indrette salen i FN-bygningen. Dette var et udtryk for Danmarks politiske og økonomiske støtte til den nye verdensorganisation.
Bogen beskriver oplevelsen af salen i dag og samspillet mellem Finn Juhls karakteristiske formgreb og Salto & Sigsgaards moderne møbler, nu hvor salen er genskabt i forhold til Finn Juhls oprindelige totalindretning.
”Set fra et nutidigt perspektiv udgør den nordiske modernisme det mest meningsfyldte kapitel i det 20. århundredes arkitektur: et skatkammer af principper og værdier, som kan videreføres til livet i dag. […] At Juhls værker har overlevet i mere end et halvt århundrede og nu kan blive gentænkt til nye formål uden at miste deres egenart, er i sig selv et afgørende bevis på, at nordisk modernisme har et levedygtigt formsprog. Yderligere bevis leveres af de nye møbler til Formynderskabsrådssalen, som er tegnet af to af Danmarks førende designere, Kasper Salto og Thomas Sigsgaard. Deres arbejde kombinerer en traditionel beherskelse af materialer og håndværk med en moderne tilgang til produktion. Ved at gå så ambitiøst ind i restaureringen og nytænkningen af Formynderskabsrådssalen i FN-bygningen har Danmark bekræftet både den historiske og den nutidige betydning af nordisk modernisme. Og dermed ikke mindst skabt håb for fremtiden.”
- Michael Sheridan, amerikansk arkitekt med speciale i dansk arkitektur og møbelkunst, i bogens forord
Bogen udkommer samtidig med premieren på tv-dokumentaren Finn Juhl – en original i dansk design. (Sendes 15. september 2013 21:00-21:40 på DR K).
Finn Juhl i FN – et dansk mesterværk i New York er skrevet af Karsten R.S. Ifversen, forfatter og arkitekturredaktør på Dagbladet Politiken og Birgit Lyngbye Pedersen, erhvervshistoriker og Finn Juhl-ekspert. Forordet er skrevet af Michael Sheridan. Bogen er rigt illustreret med historiske billeder og nye fotos fra den smukke sal.
Finn Juhl i FN – et dansk mesterværk i New York udkommer både i dansk og engelsk udgave. Bogen er blevet til i et samarbejde mellem Kulturstyrelsen, Udenrigsministeriet og Strandberg Publishing og er udgivet med økonomisk støtte fra Realdania, Kulturstyrelsen og Udenrigsministeriet.
Fakta om bogen
Titel (da): Finn Juhl i FN – et dansk mesterværk i New York
Titel (eng): Finn Juhl at the UN – a living legacy
Forfattere: Karsten R.S. Ifversen, Birgit Lyngbye Pedersen og Michael Sheridan
Pris: 200 kroner
Nye fotos: Hans Ole Madsen
Omfang: 112 sider, rigt illustreret
Udkommer 15. september 2013 på Strandberg Publishing
Ovenstående pressemeddelelse er udsendt af Strandberg Publishing