x

Aarhus afprøver interaktive byrumsmøbler med lys i Mathilde Fibigers Have

Pressemeddelelse 29. oktober 2013

Arkitektskolen Aarhus udvikler interaktive byrumsmøbler, der lyser op i de mørke timer. Forskningsprojektet udføres i samarbejde med designkontoret Kollision, byrumsinventarfirmaet Out-Sider, Mads Walberg, Aarhus Kommune, Martin Professional og støttes af Realdania. Byrumsmøblerne vil stå i Mathilde Fibigers Have i Aarhus fra den 29. oktober og tre uger frem.

”Ideen med projektet er at skabe en række byrumsmøbler, der kan interagere med hinanden og byens borgere. Vi kalder møblerne for Lyspunkter, både fordi de kan skabe rum på byens pladser, og fordi de inviterer til nye former for social interaktion i byrummet: udforskning, uformelle mødesteder, leg, undren og afslapning,” forklarer lektor Kätte Bønløkke fra Arkitektskolen Aarhus, der leder forskningsprojektet.

Projektet er ét blandt flere under Innovationsnetværket Dansk Lys. Fire prototyper af Lyspunkterne er nu klar til opstilling, efter videreudvikling af de første tre prototyper der blev vist og testet i forbindelse med Media Architecture Biennalen i vinteren 2012. Opstillingen af prototyperne skal bruges til at studere, hvordan Lyspunkterne bliver taget i brug, så de efterfølgende kan justeres, med henblik på at optimere interaktionen mellem lyspunkterne, byen og dens borgere.

”Lyspunkterne er udstyret med lyskilder, der lyser op i takt med, at solen går ned. De styres af sensorer og software, der tager højde for tid og sted, og om der er andre Lys-punkter i nærheden. De er simple i deres formsprog, men avancerede og overraskende i deres måde at reagere på,” siger Kätte Bønløkke.
 
Om aftenen vil Lyspunkterne lyse svagt op og invitere til ophold. Når man sætter sig på møblet, lyser det endnu mere op og danner et rum af lys omkring den, der sidder i det eller står i nærheden. I udvalgte tidsrum bliver endnu en lyskilde aktiveret, som lyser ud gennem en slids i møblets side og tegner en præcis lysstråle ud fra møblet.

”Byrumsmøblerne i Aarhus kan give værdifulde erfaringer om, hvordan lys påvirker os, når vi opholder os i byens rum. Eksperimentet vil også kunne bruges som inspiration for andre byer, der ønsker at bruge ”intelligent” lys som et midlertidigt element i byrummet,” siger projektleder, Anne-Mette Gjeraa, Realdania.
 
Byrumsmøblerne kan ses fra den 29. oktober om eftermiddagen og 3 uger frem.

FAKTA

Lyspunkternes opbygning
Hvert Lyspunkt er bygget i to dele. Den nederste del står fast på jorden og den øverste er en plastskal, der definerer møblets form og siddeflade. Siddefladen kan dreje om sin egen akse, så brugeren selv kan styre, i hvilken retning lysstrålen rettes. Peger den på et andet møbel aktiveres dette møbels lysstråle og lægger på den måde op til interaktion med de lysmøbler, som står omkring. Det giver et skiftende samspil af lysende linjer og flader. Hvis der ikke er nogen, som bruger lysmøblerne om aftenen, går de selv i gang med at skifte farve og intensitet.