x

Dialog og midlertidige aktiviteter skaber værdi i byudvikling

Pressemeddelelse 8. november 2013

Aktiv dialog med byens aktører og brug af midlertidige aktiviteter kan øge byens attraktivitet og værdi for dem, der bruger, udvikler og bygger byen. Det er hovedbudskaberne i to nye publikationer fra Realdania By.

Udvikling af attraktive, levende og mangfoldige byer, hvor menneskers liv og udfoldelse er i fokus, opstår i et samspil mellem byen og dens borgere. Det er udgangspunktet for to nye publikationer fra Realdania By: ”Dialog og deltagelse i byudvikling” og ”Midlertidige aktiviteter i byudvikling”.

”Dialog med byens aktører fra de tidligste faser af byudviklingen gør det muligt at opnå større forståelse, ejerskab og forankring lokalt og få konkrete input til byudviklingen. Samtidig kan brug af midlertidige aktiviteter i projektområdet tilføre liv og dermed positiv opmærksomhed, ejerskab og værdi til en fremtidig ny bydel – allerede før man bygger”, siger Mette Lis Andersen, direktør i Realdania By.

Erfaringer fra Realdania Bys projekter

Begge publikationer bygger på praktiske erfaringer, som vi har gjort sammen med de kommunale og statslige partnere i byudviklingsprojekterne Køge Kyst, FredericiaC, Ringkøbing K, Kvæsthusprojektet samt Sankt Annæ Projektet.

 Fælles for dem alle er, at de lægger stor vægt på dialog med borgere og interessenter, deltagelse og byliv – bl.a. i kraft af midlertidige aktiviteter - og bæredygtighed i bred forstand fra de tidligste faser.

”Vores mål er at skabe byer for mennesker. Byudvikling er kompleks og kræver derfor professionelle kompetencer. Ved at insistere på dialog mellem de professionelle aktører og byens borgere og interessenter igennem alle byudviklingens faser, skabes de bedste betingelser for at udvikle bæredygtige byer, hvor menneskers liv og udfoldelse er i fokus”, siger Mette Lis Andersen.

Byens ildsjæle på DR K

Hvordan den enkelte borger har mulighed for at sætte sit præg på byen, kan man få mere inspiration til i programmet ”Byens ildsjæle” på DR K, som i seks udsendelser portrætter ildsjæle i byudviklingsprojekterne Køge Kyst, FredericiaC og Carlsberg Byen. Den første udsendelse løber over skærmen onsdag den 30. oktober kl. 22.45. Udsendelserne er støttet af Realdania.