x

Festivaler tjekkes for tilgængelighed for unge med handicap

Pressemeddelelse 29. juni 2015

Unge ”mystery shoppers” vil hen over sommeren tjekke, hvor inkluderende sommerens musik-festivaler er for unge med handicap. Første festival, der bliver undersøgt, er Roskilde Festival.

Sommertid er festivaltid – også for mennesker med handicap. Men hvad nu hvis regnen står ned i stænger, og hele festivalpladsen er blevet til smat? Det kan være vanskeligt at bevæge sig rundt i, og for mennesker i kørestol eller med andre former for handicap kan det være en direkte umulighed.

SUMH (Sammenslutningen af Unge Med Handicap) har som en del af projektet Volue (se nedenfor) i samarbejde med Muskelsvindfonden, Roskilde Festival og Realdania besluttet at undersøge, om sommerens festivaler og andre spillesteder rundt om i landet er inkluderende nok for unge mennesker med handicap. 

Bl.a. Roskilde Festival, Grøn Koncert og Vilde Vulkaner i Vordingborg vil få besøg af nogle af de 30 unge såkaldte ”mystery shoppers”, som i sommerens løb vil tage rundt i landet for at teste festivalernes tilgang til handicappede. Hvor er de fysiske barrierer for en kørestolsbruger? Sidder skiltene for højt oppe til at man kan læse dem? Er baren så høj, at man ikke kan se op over den? Hvordan er toilet- og badeforhold? Hvor kan man opholde sig under koncerterne? Hvordan er serviceniveauet? Kan man have sin hjælper med? 

Undersøgelsen og de data, der indsamles over sommeren, skal munde ud i en rapport, som kan give anbefalinger til, hvordan spillesteder og festivaler kan skabe forbedringer og pege på potentialet for konkrete indsatser. 

”Festivalerne er unikke muligheder for at blive klogere, fordi du her har et lille prototype-samfund. Det er en boble, der er en lillebitte afspejling af normalsamfundet og altså en genial platform til at undersøge og ikke mindst på sigt også afprøve inventioner for social og fysisk tilgængelighed, fordi byen bygges op på ny hvert år. Samtidig har folk også paraderne nede, så det er her, du kan rykke ved folks forestillinger. Du kan i virkeligheden også bruge platformen til at nedbryde fordomme og tabuer, for mennesker med handicap har jo ligeså stor lyst til at tage på festival, høre musik og feste med vennerne som alle andre,” fortæller sekretariatsleder i SUMH, Sidsel Munkebo Hansen. 

Projektleder i Realdania Gustav Z. Brade siger: ”På trods af omfattende myndighedskrav om tilgængelighed er der fortsat rigtig mange steder, som ikke er tilgængelige for mennesker med funktionsnedsættelse. Alle unge skal kunne tage på festival uanset handicap. Derfor bør de fysiske rammer også være sådan, at alle kan være med.” 

Fakta:
Begrebet mystery shopping er en metode til at evaluere, om tingene fungerer i en butik. En mystery shopper er en almindelig forbruger, der engageres til at agere som almindelig forbruger og rapportere, hvad han/hun oplever. 

Læs mere om projektet på www.volue.dk