Realdania støtter forundersøgelse af Kraftcenter for Fødevarer
Planerne for et Kraftcenter for Fødevarer på Ausumgaard mellem Holstebro og Struer er rykket et skridt nærmere realisering, idet det nu er lykkedes at sikre finansieringen af en forundersøgelse af projektet.
Ideen med Kraftcenter for fødevarer er, at det skal være en smeltedigel, hvor små og store fødevareproducenter, uddannelsesinstitutioner og oplevelsesindustrien i Midt- og Vestjylland udvikler nye produkter og samarbejder på tværs.
Ausumgaard Udvikling ApS, som står bag projektet, har rejst omkring 1,5 mio. kr. til udviklingsfasen, der løber frem til nytår. Udover Ausumgaard Udvikling ApS bidrager en lang række offentlige og private aktører også til udviklingsfasen. Realdania er en af bidragsyderne og støtter forundersøgelsen med 200.000 kr.
Udviklingsfasen skal afdække, om der er grundlag for den egentlige etablering af Kraftcenter for Fødevarer på Ausumgaard fra 2016.
"Rigtig mange har vist interesse for projektet og med pengene til forundersøgelsen kan vi nu tage nogle meget væsentlige skridt imod realiseringen", siger Jes Damgaard Lund, der er projektleder i Ausumgaard Udvikling ApS.
Arkitekterne går nu i gang med at skitsere, hvordan de gamle avlsbygninger på herregården kan omdannes til moderne faciliteter til produktion, undervisning og oplevelser.
"Samtidig går vi nu ud til de mange interessenter og får egentlige tilkendegivelser på deres deltagelse", siger Jes Damgaard Lund.
Programchef i Realdania Stine Lea Jacobi siger: ”Vi synes, at Kraftcentret for Fødevarer er en rigtig spændende ide. Fødevareproduktion er et af yderområdernes største potentialer, og et kraftcenter kan bidrage til at styrke småskalaproduktion og innovation i fødevaresektoren – både lokalt og på landsplan”.
Kraftcenter for Fødevarer et foreløbigt, samlet budget på 28 mio. kr.
Pressemeddelelsen er udsendt af Ausumgaard Udvikling ApS.