x

Ny udstilling: Glem alt om vinderbyer og taberområder!

Pressemeddelelse 21. september 2015

Diskussionen om ”udkant” eller ”storby” nuanceres i en debatskabende og sanselig udstilling, som samtidig bliver en slags forsamlingshus, placeret i Utzon Center i Aalborg. I forsamlingshuset diskuteres det, hvordan storbyen og landområderne kan bruges som omdrejningspunkt for en ny økonomisk, social og kulturel vækst.

Med udstillingen ”Vækst – Gro og byg fremtiden sammen” åbner Utzon Center den 7. oktober for debatten.

 

”Vi har igennem årtier overbevist hinanden om, at man kan bygge sig til vækst. Resultatet er, at vi er blevet en nation bestående af vinderbyer og taberdømte landområder. Vi har overset, at kvaliteten ved at bo i det såkaldte Udkantsdanmark er nærhed til naturen, der giver en essentiel livskvalitet. Det kan vækstbyerne ikke matche. Historien om velfærdssamfundet er dermed blevet til modsætningen mellem land og by, mellem det groede og det byggede. Vores ærinde med udstillingen er at vise, at livskvaliteten er højst, når det groede og det byggede komplementerer hinanden,” påpeger kurator bag udstillingen Stig L. Andersson, stiftende partner i arkitektvirksomheden SLA.

 

På udstillingen bliver land og by ikke opstillet som hinandens modsætninger. I stedet får publikum indsigt i, hvordan natur og byggeri kan skabe bedre livskvalitet både i byerne og på landet. Ved hjælp af eksempler fra Nordjylland og verden viser udstillingen, hvordan der i mødet mellem det, der gror, og det, der er bygget, opstår muligheder for at skabe nye former for fællesskaber og nye, bæredygtige forretningsmodeller både i storbyen og på landet.

 

”Vi er trådt ind i et forunderligt univers sammen med vores kurator SLA. Et univers befolket af ildsjæle, enestående natur, storbyer og de smukkeste materialer, vi næsten havde glemt. ’Længe leve ildsjæle og projekter på Kanten!’, det er mantraet på Utzon Center de næste 4 måneder.” siger Lasse Andersson udstillingschef på Utzon Center.

 

”Vækst – Gro og byg fremtiden sammen” er støttet af Realdania og udviklet i samarbejde med og støttet af By & Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune.

 

Filantropidirektør Anne Skovbro, Realdania, siger:
”By og land skal ses som hinandens forudsætning, hvis vi skal have et Danmark i balance, og derfor ser jeg begejstret frem til udstillingen og den måde, den vil formidle sit budskab på. Den kommer til at sætte fingeren på nogle af de ømme punkter, som når vi i yderområdedebatten ofte møder op med grundløse fordomme. Og samtidig sætter den eftertrykkeligt foden i jorden for at synliggøre det vigtige, lokale engagement blandt landets ildsjæle, som udgør et af Danmarks virkelige vækstpotentialer.”

 

”Vækst – Gro og byg fremtiden sammen” ønsker at starte en mere helhedsorienteret debat om fremtidens arkitekturpolitik i Aalborg og Nordjylland. Udstillingen er derfor ikke ment som en facitliste, men som inspiration til, hvordan vi kan gro og bygge fremtiden sammen. Til udstillingen bygger designerkollektivet Bureau Detours en installation, der vokser fra Utzon Center og ud i byen.

 

Udstillingen er kurateret af SLA anført af Stig Lennart Andersson, Nanna Grøn Sørensen og Julie Mark i tæt samarbejde med Lasse Andersson og Julie Klok fra Utzon Center. Utallige ildsjæle og fagfolk i hele Nordjylland har bidraget med uundværlig viden om projekter og bidraget med materialer til udstillingen.

 

Pressemeddelelsen er udsendt af Utzon Centret.