x

Nyt projekt skal granske børneværelser

Pressemeddelelse 5. oktober 2015

Kemikalier, temperatur og fugt på værelset påvirker børns sundhed og trivsel. Et nyt projekt skal undersøge indeklimaet på en række børneværelser – et område, hvor der i dag mangler viden.

Et dårligt indeklima rammer særligt børn. Skadelige kemikalier i legetøj, partikler fra madlavning og stearinlys, temperatur og fugt – det har alt sammen indflydelse på børns sundhed og trivsel i hjemmet. Nu undersøger miljøorganisationen Det Økologiske Råd indeklimaet på børneværelser. Det sker i samarbejde med Astma-Allergi Danmark, Københavns Universitet og Statens Byggeforskningsinstitut.

”Når vores omgivelser udsætter os for mange forskellige kemikalier på én gang, kan det have store konsekvenser for vores sundhed. Og her er børn særligt sårbare. Vi er bl.a. bekymrede for, at legetøj og elektronik frigiver hormonforstyrrende stoffer. Det kan øge risikoen for, at børn går tidligere i puberteten og får fertilitetsproblemer i voksenlivet. Vi mangler ganske enkelt viden om, hvordan det står til med indeklimaet på børneværelser,” siger Lone Mikkelsen, kemikalieekspert hos Det Økologiske Råd.

Holdet bag projektet skal granske indeklimaet i børneværelser ved at måle på temperaturudsving, CO2-indhold, fugt, kemikalier og partikler, hvoraf de fleste er forhold, man som forældre kan gøre noget ved. Indretningen af børneværelset bestemmer f.eks. i høj grad, hvilke kemikalier børn udsættes for. Et nymalet værelse og nye møbler kan afgive forholdsmæssigt store mængder kemikalier til luften. Det samme gælder legetøj og elektronik. Udluftning er vigtig, og tidligere studier viser, at særligt børneværelser bliver luftet mindre ud end andre rum.

Realdania støtter projektet som del af en generel indsats for at styrke kampen mod dårligt indeklima.

Projektleder Lene Wiell Nordberg fra Realdania siger:
”I Realdania har vi som et særligt indsatsområde fokus på, hvordan vi som samfund kan forbedre indeklimaet for mennesker i vores bygninger og boliger. Dårligt indeklima går nemlig ud over sundheden og i bred forstand kvaliteten af det liv, vi lever indendørs. Meget taler for, at børnene påvirkes særlig hårdt, og derfor ser vi frem til, at dette projekt giver os noget af den vigtige viden, vi mangler for at kunne pege på løsninger.”

Projektet ser nærmere på indeklimaet i forskellige typer af boliger, dvs. lejligheder, enfamiliehuse og rækkehuse. Det giver et samlet erfaringsgrundlag, der vil kunne danne basis for et større og mere landsdækkende projekt, der også kan resultere i konkrete anbefalinger til, hvordan forældre bedst muligt kan skabe et sundere miljø derhjemme.

Pressemeddelelsen er udsendt af Det Økologiske Råd.