Radio om gode historier fra landdistrikterne
Lyt med, når radiostationen den2radio med støtte fra Realdania stiller skarpt på de gode historier uden for landets største byer. Det sker i 20 programmer under titlen ”Liv i Landdistrikterne”.
”Det dynamiske liv i landdistrikterne findes. Der er ikke kun krise, som det ofte siges i medierne og i bybefolkningen. Utallige nye metoder, nye tiltag og bevidst handling inden for natur, landbrug, landsbyer og arkitektur baner vejen,” skriver den2radio i en præsentation af udsendelsesrækken.
Alle 20 udsendelser, der har fået titlen "Liv i Landdistrikterne", sætter fokus på de initiativer, der er undervejs for at skabe liv og udvikling i landdistrikterne. Samtidig diskuterer programmet de udfordringer, der eksisterer. Den2radio sender netradio og ønsker at lave kvalitetsradio, der giver større mangfoldighed i det danske medielandskab.
”Radioudsendelserne 'Liv i Landdistrikterne' giver plads til nye stemmer og nye historier om den udvikling og omstilling, der er i fuld gang i Danmarks yderområder. Den slags initiativer vil vi gerne bidrage til," lyder det fra Stine Lea Jacobi, programchef i Realdania.
Et eksempel er udsendelsen ”Samsø – om energi, visioner og realiteter”. Efter succes med at gøre Samsø 100 pct. selvforsynende med vedvarende energi, tager øen fat på en ny udfordring. Samsø vil være helt fri for brug af fossile brændstoffer.
Den2radio sætter i programmet fokus på Samsø Energiakademi, der spiller en vigtig rolle i ambitionen om at være fossilfri i 2030. Realdania har støttet Energiakademiet økonomisk i forbindelse med opførelsen tilbage i 2004. Stedet danner ramme om forskning og udveksling af erfaringer med vedvarende energi, energibesparelser og nye teknologier.
De første fem udsendelser tager lytteren med til:
-
Lejre – den økologiske kommune
-
Samsø - om energi, visioner og realiteter
-
Fejø – en ø med driftige folk
-
Ølstrup – landbyen med mottoet ”her gør vi hinanden gode”
-
Odsherred – sommerhuskommune og geopark