Arkitekturfotografen Laura Stamers billeder fortæller om liv og tid, og er på én gang billeder af hende selv og os andre, samt den hverdag som hun – og vi – befinder os i. Gennem et sansende og lyrisk sprog undersøger Laura Stamer det personlige rum og det mest eksistentielle sted, vi bebor; hjemmet. Hjemmet er en mangefacetteret størrelse: på én gang en tryg base, et meditativt rum, hvor vi kan lukke omverden ude, og samtidig et sted, der gennem livet undergår forandringer.
”For mig ligger der en kunstnerisk refleksion i at få øje på stilheden. Med Reflecting Home ønsker jeg at gengive betydningen af hjemmet som et sansemættet sted, vi hver især kender og tager ophold i. Min fortolkning af rum og hjemlighed er en stilfærdig og sensitiv kommentar til den larm, der omgiver os i dagligdagen”, forklarer Laura Stamer.