Valg til Realdanias repræsentantskab i Syd- og Sønderjylland
Flere end 300 har tilmeldt sig Realdanias valgmøde onsdag den 18. november på Hotel Harmonien i Haderslev, hvor Realdania holder valg til sit repræsentantskab i Syd- og Sønderjylland.
Bestyrelsesformand Michael Brockenhuus-Schack ser frem til valgmødet: ”Medlemmernes engagement er fundamentet for Realdanias medlemsdemokrati. Dét engagement er drivkraften både i vores demokratiske ledelsesform og i vores filantropiske arbejde. Jeg glæder mig meget til at møde vores medlemmer fra Syd- og Sønderjylland.”
På valgmødet i Valggruppe 4 (Syd- og Sønderjylland) vælges fem medlemmer fra området til Realdanias repræsentantskab. Følgende kandidater er opstillet:
• Birger Nielsen, direktør, Esbjerg
• Henrik Uldall Borch, direktør, Aabenraa
• Peder Damgaard, direktør, Gråsten
• Per Egebæk Have, adm. direktør, Sønderborg
• Vibe Klarup Voetmann, rådgiver, Sønderborg
Realdania er en forening med medlemsdemokrati, som arbejder filantropisk på basis af sin investeringsvirksomhed. Realdanias repræsentantskab har 109 medlemmer. De fører blandt andet tilsyn med, at bestyrelse og direktion yder deres bedste i realiseringen af Realdanias formål og strategier. De vælger bestyrelse og revision samt godkender årsrapport og godkender vedtægterne. Repræsentantskabets medlemmer formidler også viden om Realdania til deres egne netværk, videregiver deres private og professionelle erfaringer til Realdania og følger på forskellig vis med i, hvad der debatteres i det byggede miljø. Medlemmerne af repræsentantskabet vælges for en fireårig periode.
På valgmødet fortæller bestyrelsesformand Michael Brockenhuus-Schack og adm. direktør Jesper Nygård om Realdanias filantropiske strategi, foreningens medlemsaktiviteter, investeringsvirksomhed og det filantropiske arbejde i Syd- og Sønderjylland samt resten af landet. Herefter har medlemmerne mulighed for at stille spørgsmål.
I Syd- og Sønderjylland har Realdania blandt andet bidraget til Alsion – koncert og havnebyrum og fornyelsen af Ribe Domkirkeplads. Andre eksempler på Realdania-projekter i Syd- og Sønderjylland er etablering af en ny strandpromenade i Hjerting, restaurering af Slotfelt lade i Møgeltønder og anlæg af Aktivt Torv i forstaden Høje Kolstrup ved Aabenraa, som del af en større områdefornyelse.
Realdania har siden 2000 arbejdet for at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø. På 15 år er det blevet til ikke mindre end 2.800 store og små filantropiske projekter, bredt fordelt i Danmark. Realdania har bidraget til projekterne med samlet 15,8 mia. kr.
Frist for tilmelding til valgmødet
Der er tilmeldingsfrist for medlemmer frem til onsdag den 11. november. Det kan ske via e-mail til valg@realdania.dk eller telefon 33 18 01 15.
Fakta
Valggruppe 4 dækker kommunerne Billund, Esbjerg, Fanø, Haderslev, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen og Aabenraa.
Tilmelding til valgmødet
Der er tilmeldingsfrist for medlemmer frem til onsdag den 11. november.
Det kan ske via:
E: valg@realdania.dkT: 33 18 01 15