Stur, stur nummer: Realdania-medlemmer på Cirkusmuseet
Et hold medlemmer med børnebørn slap deres indre klovne løs, da Realdania lagde vejen forbi Cirkusmuseet i Hvidovre. Her var både workshop i cirkusdiscipliner og rundvisning på museet.
Der var klovnerier, jonglering, akrobatik og balancegang ad libitum, da 40 små og store Realdania-gæster oplevede Cirkusmuseet på tæt hold. I museets fægtesal blev de introduceret til cirkuslivets kunster, og så var der rundvisning i museets forunderlige verden. En magisk eftermiddag, hvor gæsterne fik chancen for selv at være i manegen.
Cirkusmuseet åbnede i 2001 og blev udvidet i 2009 med støtte fra Realdania, da det nye oplevelsescenter til cirkusaktiviteter slog dørene op i den bevaringsværdige smedje i Avedørelejrens gamle fægtesal. Realdania støttede projektet, fordi bygningsanlægget i Avedørelejren udgør et bevaringsværdigt område med store arkitektoniske og brugsmæssige kvaliteter.
Avedørelejren var oprindelig en kaserne ved Vestvolden i København, som blev opført i årene 1911-13. I dag ligger der ud over Cirkusmuseet bl.a. omkring 320 andels- og ejerboliger, en daginstitution, et vandrehjem, adskillige filmselskaber, en restauration samt Historiens Hus og Hvidovre Lokalarkiv.
Med Cirkusmuseets nye anvendelse af lejrens gamle smedje er der kommet fokus på denne del af kulturarven, samtidig med at oplevelsescentret understøtter en fortsat positiv udvikling af lokalområdet.