x

Gisselfeld Kloster: Besøg i Paradehuset og renæssancen

Reportage 4. september 2016

Gisselfeld Kloster fik besøg, da en gruppe Realdania-medlemmer drog på opdagelse i stedets gamle historie, park og Paradehus, som Realdania har støttet.

Gisselfeld Kloster har siden 1500-tallet ligget og pyntet i det sydsjællandske landskab i sin nuværende form, men kendes allerede fra slutningen af 1300-tallet. Så det var et stort fodspor i historien, som en gruppe Realdania-medlemmer trådte ned i, da de deltog i et af Realdanias medlemsarrangementer på klostret.

Landskabsarkitekt Greg Kobett viste rundt i parken og dens engelske landskabsstil og fortalte også levende om karpeanlægget og fiskemesteren, der i sin tid bestyrede det. Medlemmerne fik også historien om Paradehuset - klostrets orangeri – og dets nuværende og oprindelige funktion med at udstille planter på ”parade”.

Inden for i de gamle gemakker tog klostrets rundviser Ib Munk gruppen med gennem århundrederne og krydrede omvisningen med fortællinger om grever, gods og guld, fejder, alliancer, majestætsfornærmelser og hoveder, der måtte rulle.

Realdania har støttet Gisselfelds paradehus for at bidrage til at gøre det historiske herregårdsanlæg brugbart til nye formål og dermed sikre en bæredygtig drift af anlægget. Det enestående paradehus er tegnet af arkitekt Herholdt og opført i 1879, og bygningen er et af de få tilbageværende orangerier i Danmark ud over herregården Gl. Estrups.

Vil du også med til Realdanias arrangementer? Meld dig ind i vores forening nu - det er gratis!

BLIV MEDLEM AF REALDANIA