Realdania-medlemmer besøgte naturskønne Ringkøbing K
I bydelen Ringkøbing K, der er under opførsel af Realdania By & Byg, bliver der bygget moderne boliger med adgang til enge, frugtlunde, skov, vådområder og Ringkøbing Fjord. Realdanias medlemmer kiggede forbi.
En gruppe af Realdanias medlemmer oplevede for nylig Ringkøbings kommende naturnære bydel og hørte om de langsigtede projektplaner fra projektdirektør Dorthe Frilund Jensen.
Bydelen kommer til at ligge i et attraktivt naturområde lige ud til Ringkøbing Fjord, og området udvikles i et partnerskab mellem Ringkøbing-Skjern Kommune og Realdania By & Byg. På godt halvdelen af arealet planlægges over en 30-årig periode en tæt og lav boligbebyggelse med ca. 1.000 boliger, der både i tæthed og i forhold til infrastruktur, energiforsyning etc. skal fremstå som en bæredygtig bydel i bred forstand.
På en del af det rekreative område planlægges også et nyt, attraktivt natur- og friluftsområde. Medlemmerne blev vist rundt i området og fik et indtryk af de attraktioner, som også bliver en del af Ringkøbing K. De vil være afledt af naturoplevelser, livskvalitet, sundhed, bevægelse og det rekreative potentiale, der allerede i dag er en særlig kvalitet for landskaberne omkring Ringkøbing Fjord. Rundvisningen sluttede med en forfriskning på en af de to aktivitetspladser med udsigt til fjorden.
Vil du også med til Realdanias arrangementer?
Meld dig ind i vores forening nu - det er gratis!