Realdania på Folkemødet 2016
Så er det snart tid til politiske debatter, underholdende quizzer og folkeligt samvær, når Bornholm endnu engang lægger ø til Folkemødet 2016.
I Realdania er vi igen i år med til Folkemødet, som løber fra den 16. juni til den 19. juni 2016. Vi deltager i en lang række debatter og events - nogle som vi selv arrangerer, men flest hvor vi samarbejder med andre organisationer, fonde og foreninger. Alt, hvad vi er med i, kredser om det vi arbejder for, nemlig at skabe livskvalitet for alle gennem det byggede miljø.
Blandt de emner, som vi sætter fokus på, er byernes klimaindsats, fænomenet Landsbyklynger og foreningsdanmark.
Vores ildsjælekampagne Underværker har eget telt, som alle dage er spækket med underholdende og faglige indslag om og med en række af Danmarks ildsjæle.
Vi håber at se jer på Bornholm til sol, samvær og samskabelse!