x

Helt op i skyerne – med verdens højeste bygninger

Pressemeddelelse 13. oktober 2016

Træd ind i højhusenes verden på Utzon Center og kom helt tæt på – og nærmest op i – de smukkeste og mest imponerende højhusmodeller, der hidtil er vist i Nordeuropa. Mærk suset fra verdens højeste bygninger og bliv bevæget af ingeniørernes fascinerende beregninger og kæmpe konstruktioner.

Publikum vil på den nye udstilling 'Sky’s the Limit' opleve gigantiske skyskrabere fra hele verden og få viden om hvor vigtigt det arkitektoniske og ingeniørmæssige samarbejde er. Det er en verden, hvor man med garanti kommer til at føle sig lille ved siden af de enorme bygninger og bliver forbløffet over detaljerne.

Alle højhusene er skabt af det amerikanske arkitektfirma SOM, der blev grundlagt i 1936 og som har gennemført mere end 10.000 projekter i 50 lande. De er kendte for ikoniske bygninger som Lever House, der inspirerede Arne Jacobsen til SAS-hotellet, og for skyskraberne Sears Tower, John Hancock, One World Trade Center, der alle ligger i New York. Samt verdens højeste bygning, Burj Khalifa, i Dubai. Blandt SOMs nyeste projekter er Karlatornet i Gøteborg, der, når den står færdig i 2020, vil blive Skandinaviens højeste bygning.

- Jeg er så begejstret for, at vi kan vise den her udstilling som de første i Nordeuropa. Jeg mener virkelig, der er behov for at forstå og fascineres af skyskraberne i Danmark. Det er lukket land at snakke om ægte højhuse i Danmark. Måske derfor er udstillingen så vigtig, udtaler udstillingschef på Utzon Center, Lasse Andersson.

Realdania har støttet udstillingen på Utzon Center og dermed muliggjort, at udstillingen kommer til Danmark.
- Den globale urbanisering mærkes også i Danmark, hvor byerne har vokseværk. Vi kommer med stor sikkerhed til at se flere højhuse herhjemme, og jeg håber derfor denne udstilling med en af verdens mest innovative og dagsordensættende højhus-arkitekter, kan bidrage med inspiration og debat om, hvornår og hvordan højhuse kan bidrage til bedre og bæredygtige byer, udtaler Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania

Byg dit eget højhus

Sideløbende med udstillingen afholdes workshops for børn og voksne. Her skal man lære og lege om konstruktioner i LEGO, samtidig med at man i virtual reality stiller sig på toppen af Burj Khalifa i Minecraft-verdenen og mærker suset fra de eventyrlige højder.

- Udstillingen er en leg for alle børn og en gave til dem, der fascineres af vilde udfordringer. Vi rummer det hele og lover, at vi leger skyskrabere ind i alle, der kommer et smut forbi Utzon Center, udtaler udstillingschef på Utzon Center, Lasse Andersson.

Udstillingen 'Sky’s the Limit' åbner den 13. oktober og ledsages af forelæsninger på Utzon Center samt Arkitektskolen i Aarhus.