x

Projektforslag for Kvæsthusprojektet er klar

Pressemeddelelse 11. oktober 2012

Fredag den 5. oktober offentliggjorde Kvæsthusselskabet projektforslaget for Kvæsthusprojektet. Tegninger og planer for hvordan både plads og parkeringsanlæg kommer til at se ud er nu klar, og anlægsarbejdet kan begynde.

Lundgaard & Tranberg Arkitekter har tegnet den kommende Kvæsthusplads og det underjordiske parkeringsanlæg. De står også bag designet og opførelsen af Skuespilhuset.

Kulturminister Uffe Elbæk siger:
”Skuespilhuset ligger som en arkitektonisk perle hvor Kvæsthusmolen starter. Med Kvæsthusprojektet får vi endelige de smukke omgivelser, som en sådan perle fortjener. Jeg er utrolig glad for at Realdania, sammen med Kulturministeriet og Det Kongelig Teater, skaber et unikt byrum i hjertet af København og samtidig skaffer gode parkeringsmuligheder til Det Kongelige Teaters gæster og området i øvrigt”.

Adm. direktør Flemming Borreskov fra Realdania siger:
”Vi har med Kvæsthusprojektet ønsket at skabe en unik plads i København, som kan rumme det meste. Pladsen skal fremstå smuk og værdig året rundt, og den skal skabe en attraktiv ramme om bylivet i sammenspil med Skuespilhuset og Operaen. Lundgaard og Tranberg Arkitekter har - med deres endelige projektforslag - fået skabt sammenhæng mellem by og havn og skabt en plads, der kan rumme aktiviteter på alle tider af året. Med det kommende parkeringsanlæg får vi et moderne og visionært anlæg, som bliver en oplevelse værd at besøge”.

Arkitekt Henrik Schmidt, Lundgaard & Tranberg Arkitekter, siger:
”Som arkitekt er det utrolig dejligt at arbejde på en så fantastisk beliggenhed i København. Kvæsthusmolens beliggenhed er et helt særligt sted i byen. Det er hjertet i København”. Han fortsætter: ”Det er også det eneste sted i havnen, hvor der er en mole af den størrelse og karakter. Så at få lov til - med Realdanias hjælp - at færdiggøre det arbejde, vi påbegyndte med Skuespilhuset, er en stor glæde”.

Udstilling og det videre arbejde
I forbindelse med offentliggørelsen af projektforslaget bliver der opsat en mindre plancheudstilling om Kvæsthusprojektet på Kvæsthusmolen. Den kan ses fra mandag den 8. oktober. Kvæsthusselskabet har også produceret en folder om projektet, som fra den 8. oktober blandt andet kan findes i Skuespilhusets Foyer og på hotellerne i området: Scandic Front, Admiral Hotel og Nyhavn 71.

Allerede nu er der etableret en byggeplads på Sankt Annæ Plads og på den yderste del af Kvæsthusmolen. Det er Københavns Energi, der omlægger de underjordiske ledninger i området. Ledningsarbejdet foregår frem til medio januar 2013. Efter dette arbejde går selve udgravningen til parkeringsanlægget i gang ultimo januar 2013.
Tidplanen for byggeriet bliver løbende opdateret på selskabets hjemmeside.