Ja til det nordlige stationsområde - og flere investoraftaler er på vej for Køge Kyst
Køge Kyst og TK Development har nu skrevet under på, at byggeriet i den nordlige del af etapen i Stationsområdet bliver en realitet, og samtidig ser investoraftaler om en ny storbiograf og de første boliger på Søndre Havn ud til at være tæt på.
Køge Kyst og TK Development har nu skrevet under på, at byggeriet i den nordlige del af etapen i Stationsområdet bliver en realitet, og samtidig ser investoraftaler om en ny storbiograf og de første boliger på Søndre Havn ud til at være tæt på. Aftalen med TK får Køge Kyst til at sætte gang i flytningen af Ivar Huitfeldtsvej, og på Søndre Havn kan en ny strandpromenade stå klar i 2015 sammen med den nye strand, som køgenserne kan se frem til allerede til næste sommer.
Se oversigtskort over Køge Kysts aktuelle aktiviteter her.
Køge Kyst og TK Development har nu skrevet under på et tillæg til købsaftalen om det kommende byggeri til butikker, boliger og erhverv i Stationsområdet. Hermed er vejen banet for, at byggeriet kan gå i gang i den nordlige del af området, når Køge Kommune, efter endt udbud og forventeligt til november, træffer beslutning om opførelse af et genoptræningscenter og en udvidelse af Rådhuset.
Samtidig er Køge Kyst trods et vanskeligt marked kommet langt i dialogen med investorer til både en ny storbiograf ved Kulturtorvet og de første byggefelter yderst på Søndre Havn, der skal rumme ca. 100 nye boliger tæt på vand og by. Sammen med Køge Kommunes nye Kulturhus er der i alt udsigt til, at ca. 15 % af byggeriet i det mere end tyve år lange Køge Kyst-projekt kan gå i gang inden for de næste par år. Samtidig kommer der skub i de nødvendige investeringer i infrastrukturen.
- Med den seneste fremdrift i Køge Kyst-projektet er vores vision for hele Køges udvikling for alvor på vej til at blive virkelighed. Det her bliver et kæmpe løft for hele byen. Og jeg er stolt over, at vi er kommet så langt med investorer i et marked, hvor finanskrisen presser udviklingen i bund. Det viser jo, at Køge har store attraktioner at byde på og lover godt for fremtiden, siger borgmester Marie Stærke.
Også den anden partner bag Køge Kyst glæder sig over projektets fremskridt.
- Vi er både glade og stolte over, at vi i partnerskabet med Køge Kommune nu har været med til at føre dette både fantastiske og også ganske udfordrende byudviklingsprojekt ind i en helt ny fase, siger Realdania Bys direktør Mette Lis Andersen.
Nye boliger, promenade og strand på Søndre Havn
På Søndre Havn er udviklingen godt i gang. Ca. 100 boliger ud til strandengen er lige nu genstand for tæt dialog mellem Køge Kyst og en investor, og der er tale om både ejer- og lejeboliger af forskellig størrelse. For at gøre dette område ekstra attraktivt i starten er det Køge Kysts plan i løbet af 2015 at etablere en strandpromenade med tilknytning til det populære byrum Udsigten, og området får allerede i 2014 tilført en ny bred strand, som vil skabe nye rekreative muligheder for hele Køge.
- Det er lige nu en meget spændende tid for Køge Kyst, hvor vi har et begrundet håb om, at salget af to områder med vigtig strategisk placering - tættest på byen og tættest på vandet - kan være med til for alvor at skubbe gang i den videre byudvikling, siger Køge Kysts bestyrelsesformand Jørgen Nue Møller.
Ny storbiograf
Som umiddelbar nabo til den sydlige del af TK Developments byggeri og det kommende Kulturhus er det planen at opføre en ny storbiograf med 7-800 pladser, og også her er Køge Kyst for tiden i dialog med en interesseret investor. Biografbygningen, som skal ligge lige ved siden af rådhuset, skal også rumme en restaurant og et par mindre butikker, og den bliver omgivet af nye slipper, som fuldender rundgangen mellem den nye bydel og den historiske bymidte.
TK skal stå for rådhusudvidelse
TK Development arbejder nu videre med etape 2 - den sydlige del af Stationsområdet - som skal være aftalt på plads inden den 1. april 2014. Denne del omfatter også en udvidelse af Køge Rådhus. Køge Kyst og TK Development har endvidere aftalt, at rådhusudvidelsen kan gennemføres både som en del af etape 1 og etape 2.
Flytning af Ivar Huitfeldtsvej
Køge Kyst har på baggrund af TK Developments beslutning valgt at sætte gang i flytningen af Ivar Huitfeldtsvej - en infrastrukturinvestering, som er en forudsætning for byggeriet i Stationsområdet, fordi den nuværende vej gennemskærer det område, hvor byggeriet skal opføres.
Køge Kyst påregner at gå i gang med vej- og ledningsarbejderne omkring 1. november, og samtidig tager Køge Kyst hul på projekteringen af den nye gangbro over banen og moderniseringerne af Køge Station i samarbejde med DSB.
Borgermøde den 24. oktober
Torsdag den 24. oktober kl. 19-21 danner Tapperiet rammen om et borgermøde, hvor Køge Kyst vil præsentere et helt nyt prospekt for de første to etaper af udviklingen på Søndre Havn med boligbyggeri, friarealer og den nye strand. På mødet vil Køge Kyst gerne høre borgernes forslag til aktiviteter i det nye område, og man kan også høre om det kommende byggeri i Stationsområdet og de forestående infrastrukturprojekter.