x

NærHeden forbereder konkurrence om ny bydel i Hedehusene

Pressemeddelelse 23. august 2013

Tre tværfaglige hold med førende eksperter inden for byudvikling skal til vinter udarbejde hver deres bud på en udviklingsplan for den nye bydel i Hedehusene. Et såkaldt parallelopdrag skal give en række mulige svar på, hvordan NærHeden kan blive fremtidens forstad.

I de kommende år skal en udviklingsplan for NærHeden lægge rammerne for, hvordan den 63 hektar store stationsnære bydel i Hedehusene skal udformes, og hvad der skal drive udviklingen frem. NærHedens bestyrelse har besluttet at igangsætte et parallelopdrag, som i foråret 2014 skal føre til en række kvalificerede bud på, hvordan projektets ambitiøse vision skal omsættes til virkelighed.

- Udviklingsplanen skal vise vejen for, hvordan NærHeden bliver en attraktiv og levende bydel – og et forbillede for fremtidens forstad. Det er selvsagt en meget kompleks udfordring, og vi tror på, at vi får det bedste resultat ved, at dygtige fagfolk med mange forskellige kompetencer arbejder parallelt og i dialog med borgere og interessenter. Det er rigtig rart, at vi nu kan tage dette vigtige skridt på vejen, siger NærHedens bestyrelsesformand Mads Lebech.

Også Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler glæder sig.

- Det er rigtig godt, at processen nu er på skinner, og det bliver utrolig spændende at se nogle bud fra de professionelle på, hvordan vi konkret skaber livskvalitet gennem god arkitektur, attraktive byrum, fællesskaber, aktiviteter og sundhed, og hvordan NærHeden kan blive en bosætningsmagnet og være med til at løfte hele Hedehusene. Ikke mindst glæder vi os til at invitere områdets borgere til dialog om forslagene fra de professionelle, siger Michael Ziegler.

NærHeden tager nu fat på arbejdet med et program, som bliver grundlaget for holdenes opgave. Sidst på året er det planen at invitere ti rådgivervirksomheder, som hver bliver bedt om at sammensætte et tværfagligt hold, der kan deltage i prækvalifikation.

Udstilling og dialog
Efter prækvalifikationen udvælger NærHeden tre hold, som i foråret 2014 skal arbejde parallelt med hver deres forslag til udviklingsplan for NærHeden. Holdenes forslag bliver udstillet i lokalområdet, samtidig med at borgerne bliver opfordret til at sige deres mening om holdenes idéer, inden en dommerkomité bestående af NærHedens bestyrelse med bistand fra udvalgte fagspecialister bedømmer forslagene.

Bedømmelsen, som også offentliggøres ved et åbent arrangement, udstikker rammerne for NærHedens videre arbejde med en endelig udviklingsplan i vinterhalvåret 2014/15. Det står NærHeden frit for at vælge blandt forslagene og blandt rådgiverne i forhold til at bistå med denne opgave.

Byudviklingsprojektet NærHeden – fremtidens forstad blev lanceret den 29. april i år som et partnerskab mellem Høje-Taastrup Kommune og Realdania By