x

Kunsten i Køge Kyst er med til at drive byudviklingen

Pressemeddelelse 26. maj 2014

Med OPEN WIRE lægger Køge Kyst for femte gang arealer og byrum til en stor udendørs kunstudstilling i projektområdet.

Partnerskabsprojektet Køge Kyst har fra starten satset massivt på at gøre kultur til drivkraft for byudviklingen med en mangfoldig blanding af finkultur, sport, folkelige fællesskaber og lokalt foreningsliv. Især en række store udendørs kunstprojekter har trukket mange tusinder til Køges Søndre Havn, og i denne sommer løber den femte store kunstudstilling, Open Wire, af stablen.

- OPEN WIRE er ligesom de foregående år en kunstudstilling, der udforsker Søndre Havn som område og forholder sig til udviklingen af Køge Kyst. Denne gang har kunstnerne arbejdet med begreber som interaktion og netværk, og publikum på havnen kan få anderledes, sjove og udfordrende kunstoplevelser, fortæller Siv Raun Andersen, chefkonsulent for byudvikling, kultur og byliv hos Køge Kyst.

Kunstudstillingerne er et eksempel på, at Køge Kyst bruger kulturen til at eksperimentere med bylivet på og skabe liv og aktivitet på havnen, samtidig med at kunsten vækker opmærksomhed om den kommende bydel langt uden for kommunegrænsen. Tidligere kunstudstillingerne har tiltrukket op til 30.000 mennesker på en sæson.

Medskabende faktor i byudviklingen
- Vi ser kunsten som en medskabende faktor og en naturlig del af hverdagslivet i den nye bydel. Det sker, at værkerne giver input og inspiration til den videre udvikling, og bl.a. derfor har nogle af værkerne fra de tidligere års udstillinger fået lov at blive stående. Gennem kunsten kommer man til at se stedet og området på en ny måde, siger Siv Raun Andersen.

Af værker, der har fået lov at overleve deres udstillingsperiode er bl.a. udvalgte street-værker fra Walk This Way i 2011 samt Raumlabors kæmpegynge, Jesper Aabilles mobile udekøkken samt grundelementerne fra Rebar Groups Playscape fra Urban Play-udstillingen i 2012. Fra MUR HÆK HEGN er Christian Schmidt-Rasmussens vældige 32 meter murværk blevet stående. 

I år fokuserer kunsten i Køge Kyst på det digitale, og man kan blandt andet opleve et projiceret tog, der kører gennem en tidligere kontorbygning, få træer til at spille musik, høre lydcollager med ideer til skæve opfindelser og se sine yndlingshjemmesider gennem et copyright-filter.

OPEN WIRE åbnede lørdag den 3. maj og kan opleves på Søndre Havn frem til søndag den 14. september. Udstillingen er kurateret af Annette Finnsdottir og støttet af Køge Kyst m.fl.

Der er omvisninger i udstillingen:
Lørdag den 31. maj kl. 14-15.30
Tirsdag den 24. juni kl. 17-18.30
Tirsdag den 12. august kl. 17-18.30
Søndag den 14. september kl. 14-15.30

Andre særarrangementer i forbindelse med OPEN WIRE:
OPEN WIRE-arrangement i forbindelse med Søndre Havnedag lørdag den 23. august
Camp-event søndag den 5. september

Besøg www.koegekyst.dk.

Tidligere års udendørs udstillinger i Køge Kyst

2013 – MUR HÆK HEGN
2012 – Urban Play
2011 – Walk This Way
2009 - KURS: HAVNEN