x

TK Development skal opføre storbiograf til Nordisk Film i Køges Stationsområde

Pressemeddelelse 19. december 2014

TK Development udvider nu sit engagement i Køge Kyst med en betinget købsaftale om en ny biografbygning i Køges Stationsområde på 3.600 m2, hvoraf hovedparten indrettes som Nordisk Film-biograf med seks sale. Resten af bygningen vil TK Development leje ud til brug for to butikker og en restaurant.

Nordisk Film Biografer Køge bliver navnet på den nye biograf, hvor køgenserne i fremtiden kan vælge mellem film i de seks biografsale og måske ved samme lejlighed besøge restauranten eller en af de to butikker, som får til huse i samme bygning. Det er scenariet, efter at TK Development og Køge Kyst har indgået en betinget købsaftale om, at TK Development køber biografgrunden og opfører en ny storbiograf til brug for Nordisk Film Biografer.

- Det er en rigtig god nyhed, for Køge Kyst-projektet og ikke mindst for borgerne i hele Køge Kommune, der kan se frem til et nyt samlingspunkt. Beliggenheden bliver optimal, tæt på både Torvet og stationen og lige mellem den gamle bymidte, den kommende brede underføring under banen og Køge Kommunes nye kulturhus, siger borgmester Flemming Christensen.

Biografbygningen bliver for TK Development en udvidelse mod syd af bygherrens i forvejen omfattende byggeri i den centrale del af Stationsområdet. Samtidig markerer byggeriet en naturlig afslutning af den fremtidige rundgang for fodgængerne i Køges bymidte. Den nye og den eksisterende del af bymidten bliver forbundet gennem Rådhusslippen og Jernbanegade.

- Det er et rigtig fint supplement til byggeriet af butikker, boliger, erhverv og kommunale funktioner: Nu er vi også engageret i Køges kulturliv! Det bliver et meget spændende stationskvarter, som har det hele, siger TK Developments direktør Frede Clausen.

Nordisk Film Biografer indretter Køges nye store biograf i ca. 2.800 af den nye bygnings i alt 3.600 etagekvadratmeter.

- Vi ser frem til at kunne tilbyde køgenserne et stort udbud af filmoplevelser i en helt ny bygning med fantastisk beliggenhed. Og det bliver selvfølgelig kun mere og mere interessant, efterhånden som byen udvikler sig, siger Country Manager for Nordisk Film Biografer Lars Jørgensen.

Nordisk Film Biografer Køge kommer til at erstatte den nuværende Køge Bio på Torvet, men biografdirektør Laila Christensen fortsætter - i de nye rammer. Nordisk Film Biografer har nemlig indgået en samarbejdsaftale med Laila Christensen om at stå for driften af den nye storbiograf i en periode.

Restaurant og butikker
Mens biografen kommer til at udgøre hovedparten af den nye bygning, lejer TK Development ca. 800 kvadratmeter videre med henblik på at indrette en restaurant og to butikker. Ved at kombinere funktionerne på denne måde vil biografbygningen også få en mere aktiv facade, der åbner sig imod Kulturtorvet og Rådhusslippen.

Lidt mere tid til 2. etape
Udvidelsen af det samlede projekt med biografen betyder, at der er behov for en smule mere tid end planlagt til at få den centralt beliggende 2. etape af byggeriet i Stationsområdet endeligt på plads. Køge Kyst og TK Development forventer i løbet af januar 2015 at kunne afslutte forhandlingerne.