x

300.000 chaussésten kom i godt selskab

Pressemeddelelse 23. maj 2007

Der var stort lokalt opbud da Frederikshavn kommune onsdag den 16. maj 2007 bød velkommen til officiel indvielse i forbindelse med færdiggørelse af den ny havneplads foran Havnemesterboligen i Skagen.

Dagen blev fejret med taler af formand for Teknisk Udvalg i Frederikshavn kommune Jens Hedegaard Kristensen og Realeas adm. direktør, Peter Cederfeld, der benyttede lejligheden til at afslører skulpturen "2XJacobsen" af Robert Jacobsen, der fremover kan nydes af byens borgere og ca. 2 millioner turister på hjørnet af Vestre Strandvej og Trondsvej.

Sidste brik i et større restaureringsarbejde

Arkitekt Ulrich Plesners mesterværk Havnemesterboligen, der er opført i 1905 blev købt af Realea i maj 2005 og har siden gennemgået en gennemgribende restaurering.

Anlæggelsen af den nye havneplads, som Realea har støttet økonomisk, var for Realea den sidste brik i restaureringsprojektet. Havnemesterboligen profilerer sig nu arkitektonisk værdigt og skalamæssigt smukt i byens havnemiljø - som et fikspunkt beliggende på hjørnet af Vestre Strandvej og Trondsvej, hævet på en banke, med udsigt over havneplads, havnebassin og havneindløb til Bindesbølls fredede fiskepakhuse og med udsigt til havnens pulserende liv.