Nye indehavere af Restaurant Oluf Bagers Gård i Odense
Det er to unge, men erfarne herrer, som om kort tid kan
tilføje titlen restauratør på deres visitkort. Den 1. oktober
overtager restaurantchef Jimmy Pedersen og køkkenchef Morten Hansen
driften af den odenseanske gourmetrestaurant Oluf Bagers Gård, og
lørdag den 6. oktober slår de dørene op til en ny æra i den
historiske gård.
Det er to erfarne herrer inden for restaurationsbranchen med en
solid baggrund fra en række kendte restauranter i Kolding, Odense
og København, som om kort tid overtager driften af Restaurant Oluf
Bagers Gård.
Restaurantchef Jimmy Pedersen har bl.a. arbejdet på Skovriderkroen
i Nordsjælland, på Bryggeriet Apollo og på Restaurant Vestergade 1
i Odense. Morten Hansen kommer med stor kokkeerfaring fra Hotel
Koldingfjord, Under Lindetræet og senest Vestergade 1, hvor de to
har arbejdet sammen i et års tid.
- Vi arbejder godt sammen og har samme indstilling til det at
drive en restaurant. Kombinationen af en afslappet atmosfære, høj
faglighed og kvalitet i betjeningen af vores gæster og den rette
sammensætning af mad og vin er altafgørende. Nu har vi fået foden
under eget bord, og vi glæder os afsindigt meget til at komme i
gang, siger restaurantchef Jimmy Pedersen.
De to nyslåede restauratører har allerede mange planer i
støbeskeen, men understreger, at ambitionen er at fortsætte stedets
rolige hyggestemning med mad af høj kvalitet i et fornuftigt
prisleje.
Oluf Bagers Gård, der hidtil har været lejet af Hindsgavl Slot,
har til huse i den tidligere nu fredede hestestald i den historiske
ejendom Oluf Bagers Mødrene Gård i hjertet af Odense. Restauranten
ligger med indgang fra den brostensbelagte gård og er omkranset af
flere hundrede år gamle bygninger, som efter en gennemgribende
restaurering stadig ser ud, som da de blev bygget i 1586.
- Der hersker en helt særlig stemning over stedet. Men med det
stærke hold af medarbejdere, som vi har samlet, er vi overbeviste
om, at vi kan fylde de historiske rammer ud, siger køkkenchef
Morten Hansen.
Nøglerne overdrages mandag den 1. oktober, og allerede om
lørdagen, den 6. oktober, står de klar til at byde gæsterne
velkomne til en kulinarisk oplevelse.