x

Realea skifter navn til Realdania Byg i det nye år

Pressemeddelelse 4. november 2010

Realea får snart nyt navn. Fra den 1. januar 2011 hedder selskabet Realdania Byg. Det nye navn sætter fokus på kernekompetencen i selskabet: at udvikle og bevare dansk byggeri.

Med navneskiftet følger også et nyt logo, og den generelle designlinje justeres. Det nye logo symboliserer opbygning, konstruktion, proces og konkret byggeri. De fire dele i mærket skal ses som enheder i en helhed under opbygning. Delene er i en proces i urets retning; et flow som peger fremad. De fire dele kan også ses som en samling af bygninger omkring en plads, der åbner sig mod omverdenen.

Realea A/S blev stiftet i 2003 med det formål at opbygge og formidle en samling af unikke ejendomme og bevare væsentlige eksempler på byggestil og arkitektur fra forskellige tidsperioder og egne i Danmark samt at udvikle eksperimenterende nybyggeri.

Selskabet er p.t. engageret i mere end 10 restaurerings og udviklingsprojekter spredt i hele landet og er blandt andet kendt for opførelsen af Bispebjerg Bakke og restaureringen af herregården Nørre Vosborg i Vestjylland.