Baggrund for Realdanias kampagne om Fremtidens Landbrugsbyggeri
Landbruget er inde i en forandringsproces af historiske dimensioner, hvilket har stor indflydelse på land-brugsbyggeriet. Ændrede produktionsformer og færre og større bedrifter bevirker, at langt over halvdelen af alt eksisterende landbrugsbyggeri ikke honorerer nutidige krav og skal erstattes af nyt.
Ændringerne har været i gang i en årrække og forventes at fortsætte med nedlæggelse af yderligere 15.000 landbrug inden for de nærmeste år. Som erstatning for de mindre, spredt beliggende traditionelle bondegårde opføres nye centraliserede produktionsbygninger. De bygningsmæssige konsekvenser i form af nye bygninger i en hidtil uset skala begynder nu at kunne ses i det åbne land.
Realdanias kampagne om Fremtidens Landbrugsbyggeri
Kampagnen har siden 2007 fremmet nytænkning i landbrugsbyggeriet, så det både tilgodeser fremtidens krav til produktionen og respekterer de landskabelige og kulturmiljømæssige værdier. Kampagnen har sat fokus på at højne kvaliteten i fremtidens landbrugsbygninger, så byggeriet både kan være effektivt, fleksibelt og miljørigtigt.
Der er igangsat helhedsorienterede demonstrations- og forsøgsprojekter inden for kvæg-, svine- og planteavl i forskellige landskabelige sammenhænge. Seks landmænd, der stod for at skulle opføre nye drifts- og staldbygninger, har siden 2007 stillet deres bedrifter til rådighed for kampagnen. Projekterne er valgt ud fra type, variation, størrelse og beliggenhed. Konsortier bestående af agronomer, arkitekter, landskabsarkitekter, entreprenører og ingeniører gav i 2007 i alt 18 forskellige bud på de nye bygninger hos de 6 landmænd, og siden er projektforslagene blev konkretiseret med henblik på at gennemføre byggerierne.
Byggeprojekterne er:Et svinebrug ved Hjørring (opført i april 2009), et plantebrug ved Veksø Sjælland (opført i efteråret 2009), og et malkekvægbrug ved Odder (opført i efteråret 2012). De tre resterende projekter - et svinebrug ved Lemvig, et malkekvægbrug ved Aars, og et kombineret svinebrug og væksthusgartneri på bar mark ved Galten – kunne ikke realiseres inden for kampagneperioden.
Erfaringer opsamles og formidles videre
Realdania opsamler, perspektiverer og formidler nu erfaringer og resultater fra kampagnen. På konferencen offentliggøres et erfaringskatalog, der samler op på de erfaringer og resultater, der er gjort siden 2007 på tre niveauer:
- de fysiske erfaringer med byggeprojekterne; hvordan er det gået med at konkretisere og realisere vinderprojekterne?
- de organisatoriske erfaringer med nye samarbejdsformer; hvordan har samarbejdet gået i konsortierne bestående af arkitekter, landskabsarkitekter, agronomer, staldbyggefirmaer, entreprenører m.fl.?, og
- de planlægningsmæssige erfaringer; hvordan har dialog om og kommunernes planlægning for land-brugsbyggeri udviklet sig?
Det er vigtigt for Realdania at alle resultater og erfaringer på disse tre niveauer formidles og forankres i landbrugs- og byggeerhvervet og -brancherne.
COWI har været rådgiver på projektet. Videncentret for Landbrug har foretaget opsamling af resultater og erfaringer samt varetaget formidling af disse.
Realdania afsatte i alt 110 mio. kr. til kampagnen.
Udsnit af erfaringer fra kampagnen
Arkitektur og landskab
- Der findes ikke standardløsninger for vellykket landskabsindpasning og arkitektur
- Arkitekturen kan løse sammenhængen mellem produktion, teknologi og staldindretning. På den måde kan arkitektur være med til at optimere funktionalitet, logistik, indeklima, arbejdsmiljø, dyrevelfærd osv. og sikre bæredygtige anlæg
- Når bygning, beplantning og landskab samtænkes, opstår en helhed og et klart billede af anlæggets funktion
Samarbejds- og ejerformer
- Tværfagligt samarbejde mellem bl.a. landmænd, arkitekter, entreprenører og myndigheder har resulteret i udvikling og opførelsen af innovative landbrugsbyggerier
- Samarbejde med arkitekter og landskabsarkitekter tilfører stor værdi i idéudviklingsfasen og helhedsplanlægningen
- Samarbejde med entreprenører skal sikre bygbare løsninger, men må ikke aflive gode idéer, innovative løsninger og konkurrencedygtige priser
- Der er fortsat behov for udvikling af nye samarbejdsformer og roller mellem landmænd og rådgivere, samt udvikling af nye ejer- og finansieringsformer pga. det store investerings- og kapitalbehov i fremtidens landbrugsbyggeri
Planlægning for landbrugsbyggeri
- Kommunernes lokaliseringsplanlægning for store husdyrbrug, fælles biogasanlæg og landbrugsbyggeri bør være både strategisk og logisk i forhold til produktionsforhold, infrastruktur, natur og miljø osv.
- Myndighedsrolle skal transformeres fra regelstyring og kontrolinstans til aktiv dialog og rådgivning om løsninger
- Tidlig myndighedsdialog om nyt landbrugsbyggeri kræver tillid, mod og åbenhed fra begge sider