På Nørholm ved Varde arbejder herregården sammen med lokale ildsjæle om at afholde en række koncerter på kornloftet i stedets fredede vandmølle. Steensgaard i Millinge inviterer børn ind for at opleve herregårdslandskab, bygninger og dyr via en ny rute. Og ikke mindst slår Ryegaard og Trudsholm Godser i Kirke Såby sammen med lokale foreninger portene op for en eventyrlig weekend med rollespil, værksteder og ’orkerløb’.
Med støtte fra Byd Indenfor – et initiativ under Realdanias kampagne Fremtidens Herregård – er arrangementer på seks danske herregårde nu klar til at løbe af stablen:
”I Realdania tror vi på, at nye lokale samarbejder kan skabe afsæt for en positiv udvikling i landdistrikterne. De arrangementer, vi har valgt at støtte, har det til fælles, at de bliver gennemført i samarbejde med ildsjæle, foreninger og institutioner lokalt. Hver på deres måde er de udvalgte arrangementer fine eksempler på, at herregårdene formår at nytænke den samlende funktion, de også har haft historisk,” siger Christian Andersen, programchef i Realdania.
Projekterne støttes hver med mellem 40.000 kr. og 100.000 kr.
Det er stadigt muligt at søge støtteByd Indenfor gennemføres som en del af kampagnen Fremtidens Herregård, og målet er at inspirere til, hvordan herregårdenes bygninger og kulturmiljøer kan sættes i spil på nye måder - uden at det nødvendigvis kræver store forandringer eller investeringer.
”Herregårdene udgør en uvurderlig del af vores fælles kulturarv, men ny brug af deres historiske bygninger og helheder er helt afgørende for, at de kan leve videre og samtidig bidrage til at løfte deres lokalsamfund. Med Byd Indenfor håber vi, at endnu flere vil lade sig inspirere til at sætte deres unikke bygninger og kulturmiljøer i spil på nye måder og byde indenfor,” siger Christian Andersen.
I 2014 er der i alt fire ansøgningsfrister, hvoraf de tre nu er afsluttede. Den 3. november er sidste mulighed for herregårdene og deres samarbejdspartnere for at byde ind med idéer til arrangementer eller midlertidige aktiviteter.