Når østjyske Skaføgaard til næste år åbner herregården op for en lang række aktiviteter sammen med Hjerteforeningen og Børnehjertefonden, sker det blandt andet for at sætte fokus på sundhed og hjertesygdomme. En teaterkoncert i herregårdsmiljøet på fynske Bramstrup fejrer, undersøger og udfolder Carl Nielsens liv og passion gennem musik i forbindelse med 150-året for komponistens fødsel. Og på Gisselfeld på Sydsjælland skal en ’skolehave for voksne’ og et midlertidigt væksthus vise haveejere, hvordan man kan bringe stemningen fra herregårdens herskabelige paradehus ind i villahaven.
Sådan lyder tre idéer bag de i alt seks arrangementer på danske herregårde, som nu bliver gennemført med støtte fra Realdanias Byd Indenfor-kampagne. Formålet er at vise, hvordan man med enkle greb og for få midler kan genskabe herregården som ’driver’ for nye oplevelser og lokal livskvalitet – og gerne i tæt parløb med lokale og nationale aktører.
”De udvalgte arrangementer er alle gode eksempler på, at herregårdene stadig har en vigtig rolle at spille som forandringsagenter i deres lokalsamfund. Arrangementer og aktiviteter bidrager til at skabe nyt liv, nye samarbejder og positiv opmærksomhed – både om herregårdene og om de lokalsamfund, herregårdene er en del af,” siger programchef i Realdania Christian Andersen om baggrunden for kampagnen.
De udvalgte arrangementer støttes hver med 100.000 kr.
Opfindsomhed og lokalt engagement på herregårdene
I løbet af 2014 har Realdania gennemført i alt fire ansøgningsrunder, hvor herregårdsejerne og deres samarbejdspartnere kunne søge om støtte til at byde indenfor. I alt har 24 aktiviteter og arrangementer fået støtte – lige fra markeder og festivaler til musikarrangementer, kurser i restaurering, rollespilsweekend og en oplevelsestur i herregårdslandskabet.
Kampagnens erfaringer viser, at aktiviteter og arrangementer kan være et vigtigt skridt på vejen mod at genskabe herregårdens forbindelse til lokalsamfundet og samtidig afprøve en god idé til ny brug af herregårdenes bygninger og kulturmiljøer, mener Christian Andersen:
”Det er meget opløftende at se, hvordan både herregårdene og deres samarbejdspartnere har taget imod Byd Indenfor. Med enkle greb, opfindsomhed, lokalt engagement og nye samarbejder bidrager de til at genskabe herregårdenes rolle som lokal drivkraft og lokalt mødested overalt i Danmark.”