Hovedparten af landets yderområder oplever samme udfordringer i form af tab af arbejdspladser, aldrende befolkninger og fraflytning. Dette gælder også for Ringkøbing-Skjern og Lolland Kommuner, som Realdania har udvalgt som testkommuner i forbindelse med et pilotprojekt under programmet: Yderområdernes potentialer.
Med valget af Ringkøbing-Skjern og Lolland, har Realdania udpeget to geografiske yderkommuner, som begge er ramt af ovenstående udfordringer – men i meget forskellig grad.
Realdania vil sammen med de to kommuner under overskriften Ringkøbing-Skjern og Lolland 2030 over de næste to år bidrage til at skabe udviklingsstrategier for de to kommuner, der tager udgangspunkt i områdernes specifikke kvaliteter og potentialer.
Udviklingsstrategierne skal være realistiske bud på, hvordan man kan skabe en anderledes og differentieret udvikling af Danmarks yderområder ved at udnytte de særlige potentialer og muligheder, som knytter sig til et specifikt område. Det kan for eksempel være fødevareproduktion, produktion af grøn energi, satsning på særlige former for turisme eller nye bosætningsmønstre.
Vores mål er, at visionsplanerne bidrager til en differentieret og realistisk debat af, hvordan de danske yderområder kan komme på forkant med udviklingen.
Programchef Karen Skou, Realdania.
Det er målet, at strategierne kan give inspiration til den kommende revision af kommunernes planstrategi. Derudover kan planerne også fungere som værktøj til løbende at udvikle, vurdere og prioritere strategiindsatser i kommunerne.
Udviklingsstrategierne skal danne grobund for positiv udvikling i de to eksempel-kommuner og samtidig være til inspiration for andre kommuner, der står over for nogle af de samme udfordringer.
Citater:
– Vi er netop i fuld gang med at udvikle en politisk vision i det nye byråd. Vi sætter stor pris på, at Realdania vil hjælpe os med at tilvejebringe den nødvendige viden, så vi kan komme fra vision til handling. Det er i det hele taget en stor styrke, at Realdania vil bidrage til vores omfattende arbejde med at tænke udvikling på nye måder. Vi vil en kommune som tiltrækker og fastholder borgere, fordi vi tilbyder en kombination af tryghed og muligheder. Den målsætning arbejder vi på hver dag, og vi ser frem til, at strategiarbejdet med Realdania kvalificerer vores indsats yderligere, siger borgmester Iver Enevoldsen, Ringkøbing-Skjern Kommune.
- Lolland er en af landets allermest udfordrede kommuner, og det har givet os mod til at gå foran i den store omstillingsproces, som landets yderområder står i. Selvom vi er kommet langt, så har vi stadig brug for at nytænke, hvordan kommunen skal løse sine opgaver i fremtiden. Den kommer helt sikkert til at se anderledes ud, og samarbejdet med Realdania kommer til at give os inspiration og nye ideer, siger borgmester Holger Schou Rasmussen, Lolland Kommune.
- Planerne skal inspirere til, hvordan den enkelte kommunes specifikke stedbundne kvaliteter og potentialer kan blive springbræt for positiv udvikling. Vores mål er, at visionsplanerne bidrager til en differentieret og realistisk debat af, hvordan de danske yderområder kan komme på forkant med udviklingen, siger programchef Karen Skou, Realdania.