"Det dynamiske oversvømmelseskort" er et værktøj målrettet planlæggere og beredskab hos stat, kommuner og forsyninger. Det kan med stor præcision simulere, hvordan vandet vil løbe gennem terrænet og gader og stræder og derved være med til at sikre et effektivt beredskab over for effekterne af store regnskyl.
"Det dynamiske oversvømmelseskort" har potentiale til at blive et afgørende værktøj, når nye byområder skal planlægges, når kloakrenovering skal prioriteres, og beredskabssituationer skal håndteres. For hvis man på forhånd ved, hvor vandet løber hen, kan man træffe forholdsregler, der sparer den enkelte borger og samfundet for store gener og store udgifter.
Udvalgt til Klimaspring-projekt
"Det dynamiske oversvømmelseskort" har netop fået støtte til videreudvikling som en del af Realdania-kampagnen Klimaspring. Det er en kampagne, hvor danske virksomheder får støtte til at udvikle kommercielle produkter ud af løsninger til håndtering af regnvand i tætte byområder.
Anne Mette Gjeraa, projektchef i Realdania, siger: "Kommunerne har allerede gennemført en kortlægning af, hvor behovene for klimatilpasningen ligger. I de kommende år står de over for at skulle gennemføre en lang række anlægsprojekter, hvor viden, som den ’Det dynamiske oversvømmelseskort’ kan tilbyde, bogstaveligt talt vil være penge værd. Vi synes, det er et spændende projekt, som fint rammer ind i kampagnens formål om at understøtte vækstlaget af grønne virksomheder, samtidig med at det er med til at sætte Danmark på verdenskortet inden for klimatilpasning," siger Anne Mette Gjeraa
Teknologivirksomheden SCALGO står bag "Det dynamiske oversvømmelseskort".
Direktør i SCALGO Morten Revsbæk siger: "Igennem vores arbejde med at lave oversvømmelseskortlægninger for stat og kommuner har vi identificeret et behov for, at man kan arbejde meget mere interaktivt med kortlægningen. Det skal være muligt løbende at ændre og tilpasse datagrundlaget og hurtigt se effekten i kortlægningen. SCALGO er allerede kommet langt med at udvikle den grundlæggende teknologi, men gennem Klimaspring-kampagnen får vi nogle rigtig gode rammer for at arbejde på tværs af stærke kompetencer og bringe det helt rigtige værktøj til kommuner og forsyninger. "
I begyndelsen af 2016 lanceres første udgave af ”Det dynamiske oversvømmelseskort”, så det kan anvendes af stat, kommuner og forsyninger. Men det anvendes allerede nu af en række af de største ingeniørvirksomheder i Danmark.