”Familien var jo helt øjensynligt fattig!”

"Flere af vore skolekammerater syntes, at det var synd for os. Familien var jo helt øjensynligt fattig!"

Sådan fortæller søskendeparret Søren og Anne Friis om kammeraternes oplevelse af den villa, som udgjorde deres barndomshjem tilbage i 1960'erne. Som børn af den danske arkitekt Knud Friis og netop indflyttet i den villa, som faderen havde tegnet og opført til familien på en bakketop i Aarhus-forstaden Brabrand, faldt deres barndomshjem helt uden for tidens normer:

"Der var rå beton og stengulve i vores nye værelser. Intet tapet og ingen væg-til-væg-tæpper. Værst gik det ud over lillebror Jesper, som for en kortere periode - og til Bullers [moderen, Bodil Friis] store bekymring - vægrede sig ved at bringe nye kammerater med hjem, fordi vores hus skreg af mangel på sofaarrangementer i læder, kakkelborde, pyntepuder og ryatæpper! Men Friis og Moltkes særkende var jo netop anvendelsen af det rå materiale og synlige konstruktioner, den såkaldte "ærlighed", som understøttede funktionaliteten, og som var med til at skabe karakter og kvalitet i deres bygninger. Knud hadede, når husene skulle se ud af mere, end de var."

Søskendeparrets erindringer kan læses i den bog, som Realdania Byg udgav i 2012 som afslutning på en nænsom restaurering af den arkitekttegnede Brabrand-villa. I 2011 havde Realdania Byg købt villaen for at bevare et ikonisk og arkitekturhistorisk betydende bygningsværk for eftertiden.

Rå og poetisk på samme tid

Da Knud Friis opførte villaen i 1958, introducerede han samtidig en ny arkitektur i Danmark. En arkitektur, der hentede sin kraft i brugen af rå materialer, synlige konstruktioner og ukunstlede løsninger. Ved første øjekast kan huset virke lukket og utilnærmeligt og med en råhed, som let forbindes med noget menneskefjendsk.

Men huset rummer samtidig en arkitektonisk poesi, som skal ses som en forlængelse af Knud Friis' milde og varme personlighed og som et mønstereksempel på den stil, som Knud Friis og hans arkitektkolleger mestrede dengang i 1950'erne. En arkitektonisk stil, der gik under navnet brutalismen, og som ofte blev udført i rå og grå beton med bevidst synlige aftryk af forskalling ude som inde. Sammen med vennen og kollegaen Elmar Moltke, som Knud Friis i 1957 grundlagde tegnestuen Friis & Moltke med, formåede de mere end nogen andre at omsætte denne særegne stil til markante bygningsværker.

Stilen fik imidlertid aldrig stor udbredelse i Danmark. Allerede af sin samtid blev bygninger i denne brutale stil udskældt for ikke at forholde sig passende til deres omgivelser og for at være "egenrådige", delvist nedgravede huse, der samlede sig om sig selv og deres egen funktion.

Kontrastrig arkitektur

Brabrand-villaen, som var Knud og Bodil Friis' hjem i over 50 år, står imidlertid i dag som et autentisk vidnesbyrd og en stærk repræsentant for den arkitektur, der blev så kendetegnene for Friis & Moltke. Enkelt, robust og ærligt i sit eget skulpturelle udtryk og et kompromisløst eksempel på arkitektens smag, stil og intention.

Hver en detalje er minutiøst og grundigt tænkt ind i helheden og bearbejdet til perfektion. I sin helhed fremviser villaen en kontrastrig arkitektur, der byder på skiftende oplevelser - fra det intime gårdrum, skoven og den storslåede udsigt, over en skrånende naturgrund til de klare farvevalg, synlige konstruktioner og rå materialer.

Villaen er samtidig en vigtig brik i fortællingen om ejerboligens udvikling efter 2. verdenskrig, hvor billigere byggematerialer og privatøkonomisk velstand var med til at skabe grundlaget for et byggeboom af boliger til den danske familie - ofte med inspiration i netop arkitekternes egne huse, hvor arkitekten som selvstændig bygherre fik mulighed for at udfolde egne ideer i et langt friere rum.