Søskendeparrets erindringer kan læses i den bog, som Realdania
Byg udgav i 2012 som afslutning på en nænsom restaurering af den
arkitekttegnede Brabrand-villa. I 2011 havde Realdania Byg købt
villaen for at bevare et ikonisk og arkitekturhistorisk betydende
bygningsværk for eftertiden.
Rå og poetisk på samme tid
Da Knud Friis opførte villaen i 1958, introducerede han samtidig
en ny arkitektur i Danmark. En arkitektur, der hentede sin kraft i
brugen af rå materialer, synlige konstruktioner og ukunstlede
løsninger. Ved første øjekast kan huset virke lukket og
utilnærmeligt og med en råhed, som let forbindes med noget
menneskefjendsk.
Men huset rummer samtidig en arkitektonisk poesi, som skal ses
som en forlængelse af Knud Friis' milde og varme personlighed og
som et mønstereksempel på den stil, som Knud Friis og hans
arkitektkolleger mestrede dengang i 1950'erne. En arkitektonisk
stil, der gik under navnet brutalismen, og som ofte blev udført i
rå og grå beton med bevidst synlige aftryk af forskalling ude som
inde. Sammen med vennen og kollegaen Elmar Moltke, som Knud Friis i
1957 grundlagde tegnestuen Friis & Moltke med, formåede de mere
end nogen andre at omsætte denne særegne stil til markante
bygningsværker.
Stilen fik imidlertid aldrig stor udbredelse i Danmark. Allerede
af sin samtid blev bygninger i denne brutale stil udskældt for ikke
at forholde sig passende til deres omgivelser og for at være
"egenrådige", delvist nedgravede huse, der samlede sig om sig selv
og deres egen funktion.
Kontrastrig arkitektur
Brabrand-villaen, som var Knud og Bodil Friis' hjem i over 50 år,
står imidlertid i dag som et autentisk vidnesbyrd og en stærk
repræsentant for den arkitektur, der blev så kendetegnene for Friis
& Moltke. Enkelt, robust og ærligt i sit eget skulpturelle
udtryk og et kompromisløst eksempel på arkitektens smag, stil og
intention.
Hver en detalje er minutiøst og grundigt tænkt ind i helheden og
bearbejdet til perfektion. I sin helhed fremviser villaen en
kontrastrig arkitektur, der byder på skiftende oplevelser - fra det
intime gårdrum, skoven og den storslåede udsigt, over en skrånende
naturgrund til de klare farvevalg, synlige konstruktioner og rå
materialer.
Villaen er samtidig en vigtig brik i fortællingen om
ejerboligens udvikling efter 2. verdenskrig, hvor billigere
byggematerialer og privatøkonomisk velstand var med til at skabe
grundlaget for et byggeboom af boliger til den danske familie -
ofte med inspiration i netop arkitekternes egne huse, hvor
arkitekten som selvstændig bygherre fik mulighed for at udfolde
egne ideer i et langt friere rum.