Høstfest, koncerter og børnecirkus. Og et stort fagligt og festligt arrangement i Bygningskulturens Hus i København. Det er blot nogle af de i alt 17 arrangementer, som løber af stablen den 23. til den 27. september over hele landet som del af en storstilet ildsjælefestival.
Realdanias Underværker-kampagne står bag festivalen, som sætter fokus på ildsjælenes potentiale og inviterer til faglig dialog.
Kulturminister Bertel Haarder siger:
”Danmark er bygget af ildsjæle. Det er dem, der skaber det Danmark, vi kender: Højskole-Danmark, frivillig-Danmark og ikke mindst forenings-Danmark. Med projektet ”Underværker, Bygningsarvens ildsjæle” gør Realdania det lettere for ildsjælene at føre deres ideer ud i livet. Det er et initiativ lige efter mit hoved.”
Gennem to ansøgningsrunder støtter Underværker frivillige projekter, som skaber liv og aktiviteter i bygningsarven, og det er en række af kampagnens tidligere støttede ildsjæleprojekter, som nu inviterer lokalsamfundet indenfor. Ildsjælefestivalen markerer også, at det fra den 23. september igen er muligt at søge støtte til ildsjæleprojekter, der styrker og udvikler bygningsarven.
”Ildsjælenes betydning for deres lokalsamfund kan ikke overvurderes. Med ildsjælefestivalen og kampagnen Underværker vil vi gerne hylde denne indsats, sætte det frivillige potentiale på dagsordenen og inspirere ildsjæle i hele landet til at skabe nye underværker,” siger administrerende direktør Jesper Nygård, Realdania.
Festivalens startskud lyder ved et stort fagligt og festligt arrangement i Bygningskulturens Hus i København. Kulturminister Bertel Haarder er hovedtaler på arrangementet, der byder på faglige indlæg, inspiration fra ildsjæle og giver mulighed for at stille spørgsmål til kampagnen og møde bedømmelsesudvalget.
Læs mere om kampagne, festival og tilmelding på www.undervaerker.dk