Et unikt byggeri beliggende helt op ad Søndermarken på over 400 kvadratmeter med masser af muligheder.
Hytten af opført Søndermark Gruppe, Det Danske Spejderkorps og skal være til gavn for mange forskellige brugergrupper.
Byggeriet er foregået i samarbejde med Frederiksberg Kommune, Lokale og Anlægsfonden, Nordea–fonden, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, FrederiksbergFonden, Børne- og Ungeorganisationernes Samråd (BUS) på Frederiksberg og Realdania.
Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj glæder sig over, at byggeriet er færdigt. ”Hytten vil blive et helt nyt forsamlingssted ved en af byens dejligste parker og komme rigtig mange mennesker til gode. Spejdere, andre foreninger, skoler og SFO´er og mange andre kan gøre brug af hytten, og den sydlige del af Søndermarken får et tiltrængt løft. Det er lige ned i kernen af, hvad vi ønsker på Frederiksberg: nemlig masser af muligheder for naturoplevelser i byen,” siger han.
Mette Grønvold, formand for Søndermark Gruppe, Det Danske Spejderkorps, siger om projektet:
"Vi ser nu, at hytten endelig er færdig. Det har været en lang proces, men når man ser hytten, har det været det værd. Vores drøm om en ny og integreret hytte, som kan danne basis for et aktivt spejder- og friluftsliv ved Søndermarken, er en realitet. De nye rammer vil tage spejderarbejdet mod nye højder, og samtidig sikre en høj grad af integration med andre brugergrupper i lokalområdet. Vi er ekstremt glade for den meget positive opbakning, som vi har fået fra Frederiksberg Kommune og de fonde, der har støttet os. Det er en stor dag for os at kunne indvie denne unikke bygning, der sætter nye standarder for funktionel og arkitektonisk kvalitet i friluftsbyggerier."
DDS Søndermark Gruppe gik for alvor i gang med projektet i starten af 2010 med en ansøgning til Frederiksberg Kommune og en række fonde om støtte til en ny spejderhytte på kanten til Søndermarken - det berømte stykke natur midt i storbyen. Søndermark Gruppe havde to meget nedslidte hytter, som krævede mange både fysiske og økonomiske kræfter at vedligeholde. Kræfter, som burde gå til kerneaktiviteterne for en spejdergruppe som fx samværet i naturen.
Den ny hytte har mulighed for at rumme en række andre aktiviteter i naturområderne de dage og aftener, hvor spejderne ikke bruger stedet. Arealerne uden om bygningerne vil være offentligt tilgængelige og inviterende for alle, der har lyst. Det bliver således en hytte med mange funktioner.
Ovenstående pressemeddelelse er udsendt af Søndermark Gruppe, Det Danske Spejderkorps