Hjemmesiden indeholder blandt andet to nye digitale vejledninger ”Kend din gård” og ”Kom i gang med at genanvende gården”.
Den første vejledning skal hjælpe ejeren af landbrugsejendommen med at sikre ejendommens værdi ved, at en eventuel renovering af gården sker med respekt for bygningsarven. De bevaringsværdige gårde har ofte store arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, som bør bevares, når bygningerne skal bruges i nye sammenhænge, og samtidig kan det sikre ejendommens værdi.
”Det betaler sig at passe godt på sit bevaringsværdige hus eller sin bevaringsværdige landbrugsejendom. De er kun ikke smukke at se på og fortæller om vores historie. Fra undersøgelser ved vi også, at rigtigt bevarede bygninger er med til at løfte prisniveauet i et område, ” siger Eske Møller, projektleder i Realdania.
Den anden vejledning giver inspiration og anbefalinger til, hvordan en god ide udvikles, og hvordan den kan blive til virkelighed. Som inspiration er der omtale af otte succesfulde forandringer. Fire af dem er beskrevet nærmere ved reportager fra stederne.
”Den gode ide er fundamentet for et godt projekt. Derfor er det vigtigt at bruge tid på ideudvikle, prioritere og forberede sine ideer. Det skaber de bedste forudsætninger for et vellykket projekt, ” siger Stine Lea Jacobi, programchef i Realdania.
Genanvend gården er udviklet i samarbejde med Landbrug og Fødevarer, SEGES og BARK Rådgivning.
”Mange ejere af bevaringsværdige landbrugsbygninger står med en stor arkitektonisk og kulturhistorisk ressource, men også en stor opgave i forhold til at bevare, finde nye muligheder og endelig få dem bragt i spil. Gribes det rigtigt an, kan det dog understøtte og skabe rammerne om både fortidens og fremtidens kulturarv, ” siger Trine Eide, planchef, SEGES.
Læs meget mere på www.genanvendgaarden.dk
Læs også reportager fra to omdannelser af gamle gårde til nye formål i Bolius magasinet Bedre Hjem - www.bolius.dk/magasinet-bedre-hjem