I stemningsfilmen, som er optaget under Søndre Havnedag 2015, kan du blandt andet møde projektdirektør i Køge Kyst Jes Møller, der fortæller om baggrunden for den årlige festdag:
"Vi tænkte det kunne være fint at have en dag, hvor virksomheder og klubber på havnen åbnede deres døre, så andre kunne se hvordan Søndre Havn så ud - og hvad det kunne blive til. Det blev en stor succes. Der var flere der bidrog som frivillige allerede første år, så vi var sikre på, at det måtte vi gentage. Der var endnu flere frivillige involveret året efter, så der begyndte vi at tale om, at der var tale om en tradition. Vi har nu et besøgstal som overstiger 5000 - både fra Køge, København og resten af Sjælland. […] Jeg er sikker på, at traditionen vil fortsætte når nu vi kommer ind i perioden med mere byggeri på Søndre Havn - og vise hvor projektet er, år for år."
Kultur er driver for byudviklingen
Søndre Havnedag udspringer af byudviklingsprojektet Køge Kysts satsning på kultur og byliv som en vigtig driver for udviklingen af den nye bydel. Kultur er således kernen i strategien ”Etape 0 - Livet før byen”, der har til formål at udvikle aktiviteter i projektområdet, som skaber liv og opmærksomhed og på den måde tiltrækker beboere og virksomheder til den nye bydel. Siden 2011 har Søndre Havnedag været en af de folkelige begivenheder, som hvert år tiltrækker deltagere i alle aldre, både lokale og besøgende udefra.