I 1937 besluttede Arne Jacobsen sig for at bygge et sommerhus til sig selv og familien. Han havde længe ledt efter den fuldkomne beliggenhed forskellige steder på Sjælland, da han faldt over et større lyng- og klitområde i Gudmindrup Lyng i Odsherred.
Her fik han bygget et hus i to niveauer med en storslået udsigt over hele Sejerøbugten. Sommerhuset blev udstyret med både træaltan, udvendig pejs, rampe og op til flere terrasser; en solterrasse øverst på klitten og en nedre terrasse nær køkkenet, hvor familien kunne indtage måltiderne under åben himmel.
Trods de lækre faciliteter skal Jacobsen efter sigende kun have tilbragt ganske få timer i husets liggestole. Han sad hellere flittigt og malede eller fotograferede planter. I naturen i Odsherred fandt Arne Jacobsen inspiration og motiver til sine akvareller, tapet- og tekstilarbejder, som han primært skaber i 1950’erne. I disse år designer Jacobsen også de ikoniske svungne møbler, som han navngiver Myren, Ægget, Svanen og Mågen. Navnene samt de botaniske motiver faldt helt i tråd med en af tidens nye strømninger: ’organisk modernisme’.
Passioneret havedyrker
Arne Jacobsen nærede en livslang interesse for botanik. Han var en passioneret havedyrker og sagde flere gange: ”Hvis jeg får et nyt liv, vil jeg være gartner.” Han anlagde da også flere haver i sit liv sammensat med stor botanisk indsigt og kunstnerisk overblik - heriblandt haverne til hans egne tre huse, som ejes af Realdania By & Byg.
Haveanlægget til hans hus på Strandvejen i Klampenborg, hvor Jacobsen boede fra 1951 og frem til sin død, indeholder et væld af planter – oprindeligt over 300. Planterne er sammensat med stor botanisk indsigt og kunstnerisk overblik, og haven regnes som et af Jacobsens mesterværker inden for havearkitektur.
Det var i høj grad planternes farver, former og konturer, som interesserede Jacobsen, og han syntes at arbejde med planterne som med farverne i de talrige akvareller, han malede.
Planteglæden voksede med indenfor
Jacobsens planteglæde kommer allerede til udtryk, da han tegner sit første hus – funkisvillaen på Gotfred Rodes Vej fra 1929. Huset virker næsten som en orangeribygning midt i den grønne have, som er rig på både bregner, kiwitræer, figner, lavendler, roser og runde alderdoms-vedbend. Haven er anlagt med inspiration fra Englands romantiske haver med roser, staudebede og en bevægelse omkring huset, der vækker nysgerrighed hos betragteren.