Menu

Tag på smuttur til 50 særlige oplevelser i den danske natur

Pressemeddelelse

10. marts 2018

Opalsøen, Bornholm

1/7

Trænger du til inspiration til den næste weekendtur eller påskeudflugt? Afveksling til løbeturen? Eller det perfekte spot til en picnic med børnene? Danmark er fuld af skønne naturattraktioner, som mange af os ikke kender. I den nye inspirationsguide Smutturen.dk kan du finde smutture til 50 unikke naturoplevelser i hele landet.

Danmark er dækket af ca. 23 procent natur og mere end 7.300 km kyststrækning, der gemmer på en lang række skønne naturattraktioner, som er ganske gratis at besøge. I den nye inspirationsguide

Smutturen.dk

finder du 50 af disse steder, som alle rummer et særligt oplevelseselement.

Smutturen.dk

kan du ved hjælp af et Danmarkskort finde steder i hele landet. Du kan både læse om stederne, se flotte billeder derfra, lave en rejseplan og se en liste-visning over alle de steder, der er i nærheden af dig lige nu. Sitet kan tilgås fra computer, tablet og telefon og kan både bruges som inspiration og praktisk rutevejledning, når du sidder derhjemme, er i sommerhuset eller langt ude i skoven.

Blandt naturattraktionerne i guiden er bl.a. Opalsøen på Bornholm og Grenen i det nordligste Jylland, som begge byder på smuk natur og masser af oplevelser for børn og voksne. Ligesom de øvrige 48 steder er de nøje udvalgt blandt i alt 580 indstillede naturattraktioner. 

Det er landets kommuner og turismeorganisationer, der har stået for at indstille deres lokale naturoplevelser, mens et ekspertpanel med fire fagdommere har udvalgt de endelige 50 steder fordelt over landets fem regioner.


Skal tiltrække flere besøgende

Bag Smutturen står Realdania i samarbejde med Dansk Kyst- og Naturturisme, Naturstyrelsen og VisitDenmark. Målet med initiativet er at gøre opmærksom på disse særlige steder og naturoplevelser, så endnu flere danskere og udenlandske turister vil besøge dem og få glæde af dem.

”Vi skal åbne flere menneskers øjne for de fantastiske stedbundne attraktioner, vi har rundt om i landet. Smutturen skal hjælpe besøgende til at finde stederne. Samtidig skal den være med til at vise, hvordan et område kan skabe positiv lokal udvikling ved at dyrke de lokale potentialer,” siger Anne Skovbro, der er filantropidirektør i Realdania.

Synliggørelse og styrkelse af steder i den danske natur bidrager til at tiltrække flere besøgende og skabe en stærkere lokal identitet. Det viser erfaringer fra kampagnen Stedet Tæller, som Realdania og Naturstyrelsen har arbejdet på de senere år. Det er f.eks. tilfældet for Kalø Slotsruin i Østjylland og Rubjerg Knude i Nordjylland, hvor besøgstallet er vokset efter indsatsen.

Oplevelser for børn og voksne, lokale og turister

Det har ikke været let at vælge de endelige steder til guiden. Ekspertpanelet har grundigt vurderet de 580 indstillinger fra hele landet og udvalgt 50 steder, der både byder på smuk natur og har en masse gratis oplevelser for både børn og voksne.

Ekspertpanelet udgøres af repræsentanter med kompetencer inden for oplevelse og turisme, miljø- og naturpolitik eller naturhistorie og kulturarv.

Hos Dansk Kyst- og Naturturisme forventer man, at Smutturen bliver et godt værktøj for både danskere og udenlandske turister: 

”Danmark har utrolig meget kyststrækning i forhold til landets størrelse, og kysterne er allerede et stort trækplaster for både danske og udenlandske turister. Vi håber, at Smutturen vil få endnu flere til at udforske vores skønne strandområder”, siger Jens Hausted, Direktør i Dansk Kyst- og Naturturisme.

Skal generere ny viden

Som en del af indsatsen indsamles besøgsdata fra alle 50 steder. Teledata fra alle stederne kombineret med sensorer på udvalgte steder tæller de besøgende anonymt. Formålet er at få et mere klart billede af, hvor mange mennesker der besøger de gratis, danske attraktioner, og derigennem skabe ny viden og fakta om stedbundne, lokale potentialer rundt om i hele landet. Samtidig kan det være med til at give et billede af, om der er behov for videreudvikling af faciliteter omkring de pågældende steder.

Hos VisitDenmark er man glad for både det markedsføringspotentiale, der ligger i Smutturen, men også den nye viden, som guiden er med til at skabe, siger Jan Olsen, Administrerende Direktør i VisitDenmark.

”Vi får med Smutturen et meget mere præcist billede af, hvor mange besøgende der kommer på de naturbårne steder, ligesom man gør med vores egen attraktionsliste for de steder, hvor der løses billet, f.eks. i Tivoli. Det giver os mere viden om turisternes færden og en bedre indsigt i, hvordan potentialet kan udnyttes og udvikles i den internationale markedsføring.”

Ørkenen, Anholt

Ballum Sluse, Nationalpark Vadehavet

Skjoldungestierne, Skjoldungernes Nationalpark

Stevns Klint, Stevns

Råbjerg Mile, Frederikshavn

Rubjerg Knude Fyr, Hjørring

Jydelejet og Møns Klint, Vordingborg

Mandø, Esbjerg

Kalø Slotsruin, Nationalpark Mols Bjerge

Faxe Kalkbrud, Faxe

Feddet, Assens

Ulvshale Skov, Vordingborg

De Vilde Heste, Gulvstav

Dueodde, Bornholm

Helligdomsklipperne, Bornholm

Opalsøen, Bornholm

Bovbjerg Fyr, Lemvig

Himmelbjerget, Skanderborg

Trehøje, Nationalpark Mols Bjerge

Bøllemosen, Jægersborg Hegn

Grenen, Skagen

Rold Skov, Rebild

Stenbjerg Landingsplads, Nationalpark Thy

Livø, Vesthimmerland

Gendarmsstien, Aabenraa og Sønderborg

Svanninge Bakker, Faaborg

Fyns Hoved, Kerteminde

Vejrhøj, Geopark Odsherred

Randbøl Hede, Billund og Vejle

Store Vildmose, Jammerbugt

Sletterhage Fyr, Syddjurs

Tversted Søerne, Hjørring

Bjergsted Bakker, Kalundborg

Ekkodalen, Bornholm

Hammershus, Bornholm

Harrild Hede, Ikast-Brande

Jyske Aas, Brønderslev

Knudeklint, Fur

Kongenshus Hede, Viborg

Møgelskår, Samsø

Naturpark Maribosøerne, Lolland

Nymindestrømmen, Varde

Panoramaturen, Brandslev Bakker

Den Tilsandede Kirke, Skagen Klitplantage

Skamlingsbanken, Kolding

Gudenåens og Skjernåens Kilder, Vejle

Røsnæs, Kalundborg

Trækstien, Silkeborg

Alrø, Odder

Nørreskov, Als

Ekspertpanelet, som har udvalgt de særlige steder på

Smutturen.dk

, består af disse fire fagdommere. Der er en bred faglig sammensætning i ekspertpanelet, som understøtter, at de rigtige steder er på listen. 

Ekspertpanelet består af:  

Udvalgt af VisitDenmark: Eva Thybo, Fundraising & Relationship Manager, Business Development at VisitDenmark

Udvalgt af Naturstyrelsen: Lars Bendix Poulsen, Specialkonsulent i Naturstyrelsen

Udvalgt af Dansk Kyst og Naturturisme: Mette Greisen Damsgaard, Udviklingskonsulent i DKNT

Udvalgt af Realdania: Rikke Juul Gram,Partner/Landsskabsarkitekt MAA Schønherr

Tallet ca. 23 % natur dækker over procenten af arealerne for hhv. 

”skov og andet træbevokset areal”, ”lysåbne naturtyper” og ”søer og vandløb”, som sammenlagt udgør 23,5 % af Danmarks arealdække i 2016 ifølge tal fra Danmarks Statistik. Kilde:

www.statistikbanken.dk

Følgende kilder oplyser, at Danmark er dækket af mere end 7.300 km kyststrækning: 

Miljø og Fødevareministeriet:

www.kysterne.kyst.dk

VisitDenmark:

www.visitdenmark.dk