I et århundrede har havneindustri og virksomheder domineret Køges Søndre Havn. Men det er ved at ændre sig. De havnerelaterede virksomheder flytter i de kommende år til en ny erhvervshavn mod nord, og Søndre Havn udvikles i et partnerskab mellem Køge Kommune og Realdania By & Byg til et mangfoldigt og rekreativt bykvarter som led i Køge Kyst-projektet.
Tre boligkarréer er allerede skudt op, bygherrerne Bonava og Calum har for nylig stukket spaden i jorden, og yderligere tre byggerier er stærkt på vej. Byudviklingsselskabet Køge Kyst, der sælger byggegrunde til private bygherrer, er løbende med til at sikre, at bydelen bliver både socialt og arkitektonisk mangfoldig.
Bydel med plads til alle
Det 15 hektar store område mellem bymidten og vandet skal byde på mange forskellige boligformer, størrelser og priser. De første boligkarréer byder på både ejerlejligheder og lejeboliger, og på tegnebrættet er også andelslejligheder, rækkehuse, almene boliger, ungdomsboliger, seniorboligfællesskab og byggefællesskab.
- De mange forskellige boligtyper i Køge Kyst skal være med til at skabe en mangfoldig beboersammensætning og dermed en levende og socialt bæredygtig by. Samtidig skal bydelen tilbyde attraktioner, der retter sig mod borgere fra resten af byen, kommunen og oplandet – som badestrand, vandsport, ungdomsaktiviteter, kulturtilbud og unik natur. På den måde kan bydelen være med til at supplere de mange kvaliteter, der allerede findes i Køge, siger Tove Skrumsager Frederiksen, projektdirektør hos Køge Kyst.