Højgården på Sejerø: Sjældent bindingsværk bliver bevaret

Der skal brydes ned og bygges op. Der skal saves, hamres og høvles. Og så skal der udluses: Beskadiget eller ødelagt træ skal erstattes af nyt. Sidstnævnte bliver en af de helt store opgaver for holdet af tømrere, som lige nu er i gang med at restaurere den 145 år gamle bindingsværksgård, Højgården, på øen Sejerø ud for Vestsjællands kyst.

Og det er ikke bare mikroskopiske små stykker træ hist og her, som skal fjernes og erstattes af nyt – en såkaldt lus – men derimod store dele af de bærende stolper samt rammerne omkring døre og vinduer. Faktisk var gården så medtaget af vind og vejr og tidens tand, at det var i ellevte time, at håndværkerne kom i gang.

- I nogle af de bærende bjælker er det kun et lille stykke af træet, som kan reddes. Andre steder er vi mere heldige og kan bevare det meste af træet. Men alle steder kommer tømrerne på en stor opgave, når det gamle bindingsværk fra 1873 skal genskabes, siger arkitekt og projektleder Anders Brüel fra Realdania By & Byg, der købte gården for et halvt år siden. Dermed blev et stykke værdifuld bygningshistorie føjet til selskabets samling af historiske ejendomme, som hver især udgør enestående eksempler på arkitektur og byggeskik gennem 500 år.

En særlig egnsbyggeskik

Og hvorfor så al den ulejlighed for at redde en lille gård, som har stået ubeboet i mere end 30 år?

- Inde bag forfaldet gemmer sig et sjældent og meget velbevaret eksempel på en ganske særlig egnsbyggeskik, der var fremherskende i Vestsjælland frem til 1900-tallet, men som i dag stort set er forsvundet, nemlig det såkaldte sidebåndsbindingsværk, fortæller Anders Brüel og forklarer:

- Sidebåndskonstruktion er den ældste form for bindingsværk i Danmark, og i modsætning til traditionelt bindingsværk er der ikke tappede løsholter mellem stolperne, men et lille stykke træ af lægtestørrelse, der er bladet ind i stolpernes bagside. Huse med denne konstruktion har heller ikke dokker. Derfor ser huset ud som om, at det kun er bygget af stolper og tavl.

Når den lille sejerøske gård har undgået nedrivning eller ombygning, skyldes det bl.a., at den har været i samme families eje i alle årene. I de sidste 30 år har gården ikke været beboet, og den har derfor ikke skullet ombygges til at opfylde et ønske om nutidig komfort osv.

Næsten som da gården blev bygget

Men nu skal gården bringes på fode igen, og det betyder bl.a., at ca. halvdelen af det fyrretræ, som i sin til blev brugt til sidebåndskonstruktionen, skal udskiftes med nyt. Også det gamle skibstømmer og den telefonpæl, som tømrerne fandt, da de begyndte af skille gården ad, bliver nu udskiftet med nyt træ, og de gamle vinduesrammer er taget ud og sendt til reparation og udlusning hos en snedker på fastlandet.

Når alle de bærende dele i bindingsværket er på plads, rykker et hold af murere ind. De skal bl.a. udskifte tavlene, som stadig er de originale fra dengang, huset blev opført: Lerklinede og murede i ubrændte lersten. Samme materialer vil blive brugt, når tavlene genopbygges på ny, og de lersten, som står til at redde, vil naturligvis blive genbrugt.

- Der findes ingen drejebog for en sådan restaurering. Det er først, når vi får pillet de forskellige lag fra hinanden, at vi kan vurdere materialernes beskaffenhed. Derfor er vi ganske enkelt nødt til at prøve os frem, og en lang række beslutninger kan første træffes i nuet, siger Anders Brüel, som er i tæt kontakt med håndværkerne på øen.

Vidnesbyrd om en lang byggetradition

Når der i dag stort set ikke findes eksempler på denne bygningskonstruktion, skyldes det, at sidebåndskonstruktionen allerede omkring år 1500 i de fleste egne af landet blev erstattet af den mere stabile og velkendte konstruktion med løsholter tappet ind i stolpernes sider. Kun på landbrugsbyggeri i Nord-, Vest- og Midtsjælland overlevede sidebåndskonstruktionen op i 1800-tallet, hvor bindingsværk blev opgivet til fordel for det murede byggeri.

- Gården på Sejerø er derfor et meget sent eksempel på sidebåndskonstruktion og som sådan et enestående vidnesbyrd om en ubrudt, mindst 600 år lang byggetradition. Samtidig er aftegningerne af hele gårdens anlæg med abildgård, dvs. æblehave, fægård, dvs. dyrefold og ladegård også bevaret, og det ser vi kun sjældent på historiske gårdanlæg, siger Anders Brüel.

Sideløbende med restaureringen og genopretningen af stuehuset vil også de nuværende avlsbygninger blive istandsat, så ejendommen efter end restaurering kan udlejes til beboelse. Det er forventningen, at restaureringen vil være afsluttet i løbet af 2020.