Med en samlet donation på 51 mio. kroner muliggør nogle af landets største fonde restaurering og udvikling af Ørslev Kloster Arbejdsrefugium. Det over 800 år gamle nonnekloster, som ligger ved Limfjorden, har siden 1969 givet arbejdsro til over 40.000 refugiegæster. En samlet donation sender arbejdsrefugiet sikkert ind i fremtiden.
En række markante danske fonde har tilsammen givet 51 mio. kroner til projektet. Midlerne er givet af A. P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, foreningen Realdania, Spar Vest Fonden, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Slots- og Kulturstyrelsen, GBHF-Fonden, Skive Kommune og Sportgoodsfonden. Donationerne betyder, at hele anlægget og det omkringliggende kulturmiljø omkring Ørslev Kloster Arbejdsrefugium i de kommende år skal restaureres, udvikles og fremtidssikres.
11 ekstra værelser og nye adgange
Bestyrelsesformand Mads Bille udtaler:
”Med donationen kan vi nu aktivere og styrke det historiske klosteranlæg. Vi sikrer stedets enestående funktion, historie og atmosfære. Projektet er en del af en gennemarbejdet forretningsplan og strategi, hvis hovedformål er at sikre Ørslev Kloster som en vigtig del af den nationale kulturarv og som en væsentlig del af en regional ressource.”