Et mobilt kunstnerisk udekøkken i Køge. Et seksetagers maleri inspireret af vandplanter i et boligbyggeri i Fredericia. Kunst spiller i disse år en stigende rolle, når nye byrum skal anlægges eller bygninger bygges, og Realdania By & Byg har med afsæt i egne erfaringer netop sendt en ny publikation på gaden med titlen ”Kunst i byudvikling”.
Strategier og greb
- Det er strategier og greb fra Køge Kyst og Kanalbyen i Fredericia, som vi nu formidler videre – samtidig med at vi har samlet andre gode eksempler på, at kunsten spiller en vigtig rolle i byrum eller bygninger, siger adm. direktør Peter Cederfeld fra Realdania By & Byg, som i partnerskab med hhv. Køge og Fredericia Kommune arbejder med at realisere fælles visioner for byudviklingen.
I Køge Kyst har en særlig kulturpulje og en stribe af udendørs kunstudstillinger sat den nye bydel på landkortet, længe før det første byggeri gik i gang – og i Kanalbyen i Fredericia arbejder man helt aktuelt med en strategi for at indarbejde kunst i boligbyggerier i samarbejde med de private investorer, der skal opføre boligerne.