Kunst har spillet en rolle i udviklingen af Køges bymidte og havn, hvor der har været udstillinger og arrangementer, før den nye by tog form. Nu ligger udfordringen i at fastholde kulturen og bylivet i det nybyggede Søndre Havn, og Christian Schmidt-Rasmussens 120 m2 store bygningsintegrerede kunstværk er et led i den strategi.
”Kunsten har åbnet området, og folk har lært de gamle industriområder at kende, før det bliver til en ny bydel. De er kommet for at se på udstillinger, - for at komme hinanden ved og for at opleve noget nyt. Det er nogle af de værdier, som skal blive ved med at leve på Søndre Havn. Derfor vil vi også fortsat have kunstværker, som man kan samles om eller tale om i kvarteret. Værker som man kan overraskes over, hvis man kommer forbi eller som bliver er et udflugtsmål i sig selv”, siger projektdirektør Tove Skrumsager Frederiksen, Køge Kyst.
Kunstneren Christian Schmidt-Rasmussen er blandt Statens Kunstfonds udvalgte til at udsmykke den kommende metrostation i Sydhavnen, og det er anden gang, han laver værker til Søndre Havn i Køge. Mens der endnu var tomme byggefelter og forladte industribygninger, lavede han et 32 meter langt værk på muren til et forladt benzinlager. Det nye værk, som opsættes i porten på en karré med lejeboliger, er i to dele og hedder ”Bestøvning” og Udklækning”, og der er tænkt over, hvordan kunst i det offentlige rum opleves af dem, der går forbi.
”Farverne er afstemt efter lyset, de er varme mod syd og kolde mod nord. Motiverne er lavet, så man kan opleve figurer og detaljer i værket, mens man går forbi det. Det ene billede handler om skabelse og begyndelser, og det andet handler om ungdom - og det tidspunkt i livet, hvor man tror, man kan alt”, forklarer Christian Schmidt-Rasmussen.
Værket er en fotografisk kollage og ophænges i sammensatte dele. Kunstneren har arbejdet med fotografier i værket og man kan både finde vandtårnet i Køge og kunstnerens egen søn på vej ud i livet med studenterhue. Stemningen er lidt mere let og munter end andre billeder, Christian Schmidt-Rasmussen har lavet over temaet, store børn flytter hjemmefra, for kunst i det offentlige rum skal, ifølge ham, ikke være for mørk.
Værkernes ny hjem, Strandparken 2, på Søndre Havn er lejeboliger, som ejes af Dades. Den arkitekttegnede hvide karré ligger ud til strand og strandeng med altaner i en varm farve, som er tilpasset værkerne. Og med det 120 m2 store værk, ligner Strandparken 2 ingen af de andre boligprojekter på Søndre Havn.
”Det er en god ide at arbejde med kunst og farver i byggeriet, og det er sjovt at tænke på, at vores boligkarré kan blive et nyt pejlemærke i kvarteret. Man kan mødes ved kunstværket, mindre børn kan finde hjem, hvis de lige mister overblikket, og det er nemt at forklare, hvor man bor, siger projektchef Marianne Bech Rasmussen fra Dades.