Vi skal ikke gå i takt

Af Pia Møller Munksgaard
Artikel fra Realdania Årsmagasin 2020

Den ene er fra en mellemstor fond. Den anden er fra en filantropisk forening med omkring 165.000 medlemmer. Den ene uddelte sidste år knap 60 mio. kr. til indsatser for bl.a. unge mennesker og fællesskaber. Den anden uddelte over 1,2 mia. kr. til indsatser inden for det byggede miljø – med det mål at bidrage til øget livskvalitet.

Anne-Marie Skov og Jesper Nygård lærte for alvor hinanden at kende, da de for nogle år siden var en del af den arbejdsgruppe, der var drivende i indsatsen for et etablere Fondenes Videnscenter. Det er en forening for de fonde og filantropiske foreninger, der deler penge ud til indsatser i samfundet. I samme periode har Tuborgfondet og Realdania også arbejdet sammen om at bidrage til etableringen af Roskilde Festival Højskole.

Ifølge de to har det, man kunne kalde ’den filantropiske branche’, flyttet sig meget hurtigt i de senere år. Og det gælder ikke bare de kraftigt stigende uddelinger, der i 2018 samlet set var på 17 mia. kr.

Når de bliver bedt om at nævne den største forandring i det filantropiske arbejde i de seneste 20 år, svarer de nærmest i kor: ’samarbejde’. Både når det gælder filantropiske fonde og foreningers lyst til at løse opgaver sammen med hinanden og i forhold til, hvor meget de i dag samarbejder med samfundets øvrige aktører.

Anne-Marie Skov peger på, at Tuborgfondet og kollegerne i branchen er blevet mere klare på, hvad de står for, og hvad de bidrager med samfundsmæssigt.

”Mange fonde har i dag formuleret og kommunikeret deres strategi ret tydeligt. Det betyder, at vi nu har en værdi- og brandingmæssig styrke, som gør det mindre vigtigt at få æren for en indsats. Det er det, vi udretter sammen, der er afgørende,” siger hun.

Jesper Nygård er enig: ”Stort set alle Realdanias indsatser foregår i dag i samarbejde med andre – og en betydelig del foregår sammen med rigtig mange forskellige parter. I forhold til samarbejde internt i fondsverdenen, så tror jeg, at vi alle er blevet klar over, at vores legitimitet hænger sammen med den effekt, vi er med til at skabe. Og når vi tager udgangspunkt i en udfordring og et problem, som mange gør i dag, så bliver det måske lettere at samarbejde.”

Musen og elefanten

Ud over samarbejdet er der også sket et andet skifte gennem årene, siger de to. Fra at være relativt lukkede er der i dag meget mere transparens og åbenhed om det arbejde, der foregår.

”Jeg har arbejdet i kommercielle virksomheder i mere end 30 år, hvor den største aktionær var den erhvervsdrivende fond, der også arbejder filantropisk. På den måde har jeg oplevet fondene fra sidelinjen. Da jeg skiftede til Tuborgfondet, var det dybt interessant at komme ind midt i den rivende udvikling, der var i gang i en række fonde og filantropiske foreninger. Fondene er kommet fra et sted, hvor de ikke var særlig interesserede i at fortælle om, hvad de lavede, til i dag at være langt mere strategisk arbejdende, transparente og kommunikerende. Da jeg kom med i 2015, var bevægelsen Fondene er kommet fra et sted, hvor de ikke var særlig interesserede i at fortælle om, hvad de lavede, til i dag at være langt mere strategisk arbejdende, transparente og kommunikerende. Anne-Marie Skov Bestyrelsesformand, Tuborgfondet allerede i fuld gang, og bare de seneste fem år er der sket vildt meget,” siger Anne-Marie Skov.

Åbenheden har også medført en langt større interesse fra omverdenens side, og det er helt naturligt og godt, mener hun med henvisning til de store bidrag, som fondene sender ud i samfundet. Jesper Nygård supplerer:

”Vi skal ikke være bange for at tale åbent om, at de mange penge også giver en magt i samfundet, som skal forvaltes med ordentlighed og transparens. I forhold til vores lands størrelse er fondenes andel af de midler, der gives ud i samfundet, relativt stor,” siger han og nuancerer dog samtidig:

”Men vi skal også passe på, at vi ikke overgør vores betydning. I forhold til den samlede økonomi i det byggede miljø er Realdanias bidrag – selv om vi er store – kun en dråbe i havet. Det må ikke blive som musen, der siger til elefanten ’Sikke vi gungrer’, når de går over træbroen. Staten og kommunerne er stadig fuldstændig afgørende i vores samfund. Uanset hvor mange fondspenge der kommer.”

Det lange og det korte lys

Tuborgfondet blev stiftet i 1931, mens Realdania som filantropisk forening til efteråret kan fejre sin 20-års fødselsdag. I snakken om udviklingen i det filantropiske landskab peger både Anne-Marie Skov og Jesper Nygård på, at indsatserne i dag i langt højere grad er båret af strategi og har fokus på effekt.

”Vi er næsten alle blevet skarpere på vores fokus og på koblingen fra fortiden og det, vi kommer fra, og til nutiden og der, hvor vi skal hen,” siger Anne-Marie Skov.

Jesper Nygård tilføjer, at fondsverdenen er blevet opgaven mere voksen:

”Vi har flyttet os fra at bidrage lidt mere tilfældigt og ud fra mavefornemmelse til at være styret af vores strategi, analyser, forandringsteori og den forventede effekt. Stort set alle har i dag både det korte og det lange lys på,” siger han.

Der er stor forskel på de forskellige filantropers roller og måder at samarbejde med omverdenen på. Nogle er rent ansøgningsdrevne. Andre ser sig selv mere som en partner, en initiativtager til store forandringsprocesser eller en alliancebygger. For både Tuborgfondet og Realdania er ansøgningerne stadig vigtige, selv om det strategiske fokus på samarbejde og forandringsprocesser er stærkere end nogensinde før.

”Det er en styrke, at vi er gået fra at være primært ansøgningsdrevne og lidt mæcen-agtige til at være meget klarere på, hvorfor og hvordan vi uddeler pengene, og hvilken forandring vi ønsker at bidrage til. For en fond som os er det dog vigtigt at få adgang til den indsigt og iderigdom, som findes hos ansøgerne – og som vi så i partnerskab over tid kan udvikle til noget større,” siger Tuborgfondets bestyrelsesformand og understreger samtidig:

”Når man arbejder med civilsamfundets organisationer, kan mange sociale og kulturelle indsatser stå og falde med en pose penge her og nu. Så vi skal både kunne sprinte og løbe maraton.”

Anne-Marie Skov nævner som eksempel det strategiske partnerskab med Ungdomsbureauet – en organisation af mange unge, engagerede frivillige, som hvert år afholder Ungdommens Folkemøde. Og partnerskabet med Natteravnene, hvor fonden både har støttet på den korte bane til f.eks. en jubilæumsfest for at hylde de frivillige Ravne, og på den lange bane med et millionbeløb til en femårig indsats for at udvikle organisationen til fremtiden.

Også for Realdania er ansøgningerne et vigtigt pejlemærke for, hvad der foregår i samfundet. Og hvor der efterspørges en filantropisk indsats. Det kan f.eks. være i forhold til oversete bygninger rundtom i landet, der med lidt hjælp kan blive til rammer for nye lokale fællesskaber. Eller da foreningen gik ind og hjalp de kommuner, der som konsekvens af en beslutning i Folketinget meget hurtigt skulle udarbejde udviklingsplaner for en række udsatte boligområder.

”Vi skal også kunne lave noget, der lidt populært sagt får en virkning fra i morgen. Og selv om der er et klart stærkere strategisk fokus i dag, er hverken katalytisk filantropi eller en lang tidshorisont jo noget nyt. Allerede for 15 år siden begyndte TrygFonden arbejdet for at forhindre drukneulykker, som vi ser effekten af i dag,” siger Jesper Nygård.

Tuborgfondet og Realdania har begge bidraget til etableringen af Roskilde Festival Højskole. Den har til huse i tidligere fabriksbygninger i Roskilde. Foto: Rasmus Hjortshøj.

Effektmåling er en udfordring

Hvordan kan vi være sikre på, at det virker? Og hvordan afbalancerer man ønsket om at kunne se en effekt af indsatsen med den risikovillighed, som ligger i det filantropiske bidrag? Det er centrale spørgsmål, som mange bokser med, siger de to.

I større projekter med en lang tidshorisont vil vi gerne kende udgangspunktet – en slags baseline. Det betyder nemlig, at vi undervejs kan følge udviklingen og kan nå at korrigere, hvis det ikke går som ventet. Men det er en svær opgave, fordi en række af indsatserne rammer ind i meget komplekse problemstillinger, hvor vi ikke engang bredt i samfundet er helt enige om, hvad de rigtige måleparametre er,” siger Jesper Nygård.

Anne-Marie Skov peger på, at det kan være svært at have et stort evalueringsapparat, når man er en mindre eller mellemstor fond som Tuborgfondet.

”Men vi tager altid en grundig dialog med modtagerne af vores større bevillinger og spørger dem: ’Hvordan ser jeres succes helt konkret ud – hvor vil I gerne hen?’ Det er jo ofte unge mennesker, og jeg ser det også som en læringsproces, at når de modtager penge, skal de selvfølgelig drømme, men de skal også kunne sætte sig nogle realistiske mål.”

”Og så har vi faktisk nogle gange haft stor nytte af samarbejdet med andre større fonde, som har både midler og erfaring med effektmåling. Det gælder f.eks. et samarbejde med A.P. Møller Fonden om socialøkonomiske virksomheder i Saxogade i København og med Villum og Velux Fondene i Plastic Change. Vi kan være den lille fond, der går hurtigt og først ind med en mindre bevilling, mens de bidrager med et større beløb og også er dem, der evaluerer mere dybt,” siger Anne-Marie Skov

Samarbejde kræver øvelse

Når man beder Anne-Marie Skov og Jesper Nygård om at spå om fremtiden og de vigtigste tendenser i de næste 20 år i det filantropiske arbejde, svarer de – med fare for at lyde gentagende – igen: ”samarbejde, samarbejde og mere samarbejde.”

”Jeg er slet ikke i tvivl om, at samarbejde med andre aktører i samfundet bliver noget, som vi alle – både små og store fonde og foreninger – kommer til at have endnu mere fokus på i de kommende årtier. Og jeg vil sige, at der stadig er plads til forbedring mange steder. Især det tværsektorielle er noget, vi skal øve os på. Det er både min egen erfaring og det, jeg hører, når jeg taler med kolleger i branchen,” siger Anne-Marie Skov.

Tuborgfondet har sammen med Frivilligrådet og Bikubenfonden taget initiativ til at danne Akademiet for Social Innovation, hvis mål er at få en lang række aktører på tværs af samfundet til at arbejde sammen om at udvikle innovative løsninger på sociale udfordringer.

Jesper Nygård nævner den store klimaudfordring som et eksempel på noget, der kun kan løses, hvis stat, kommuner, virksomheder, forskere, enkeltpersoner og civilsamfund arbejder sammen.

Der er store samfundsøkonomiske værdier på spil, når byer og bygninger er truet af f.eks. mere vand fra oven og fra havene. Og derfor er samarbejde om klimaudfordringerne også noget af det, der står øverst på Realdanias agenda i disse år. Partnerne er bl.a. det globale bynetværk C40, staten og landets kommuner.

”En lang række af vores samfundsmæssige og personlige valg skal se anderledes ud, hvis der skal være en bæredygtig fremtid for vores børn og børnebørn. Om 20 år håber jeg, at vi kan sige, at verden blev bedre, fordi vi nu og i de kommende år evnede at samarbejde. Er den ikke blevet bedre, så var det, fordi vi ikke kunne finde ud af det,” siger han og peger bl.a. på den indsats for at oversætte FN’s verdensmål til en dansk kontekst, som Realdania og en stribe fonde og andre aktører har bidraget til.

Verdensmålene er også for Tuborgfondet en fantastisk fælles ramme for at gøre noget konkret ved de store udfordringer i samfundet. Men AnneMarie Skov hejser samtidig et lille advarselsflag: Filantropien må aldrig gå ind og fylde huller ud, når det offentlige trækker sig tilbage fra et område. Selv om hun erkender, at lige præcis dette er en vanskelig og konstant afvejning i det daglige arbejde.

”F.eks. er det sociale område lige nu i opbrud, og den gamle måde at få midler på via satspuljen er under forandring. Og der er NGO’er derude, der gør et fantastisk arbejde, og som for at sige det ligeud virkelig er på røven. Men det betyder ikke, at vi skal gå ind og overtage opgaven fra det offentlige – selv om man godt kunne have lyst til det.”

Filantropien skal stadig stritte

Fremtiden byder ifølge de to filantroper på en balancegang mellem langsigtet strategisk fokus og her-og-nu-handling. Mellem samarbejde internt i branchen og med en række af samfundets kerneaktører. Mellem fælles problemløsning og autonomi.

”Fokus på strategi, effekt og samarbejde må ikke betyde, at der internt mellem de filantropiske aktører eller generelt i samfundet bliver en forventning om, at fonde og foreninger synkroniserer deres bidrag og går i takt. Charmen ved et varieret filantropisk landskab med tusindvis af forskelligartede aktører er jo netop, at det stritter i alle retninger,” siger Jesper Nygård og tilføjer:

”Hvis vi ensretter vores indsats, ville den miste diversitet og spredning – og den brede samfundsmæssige værdi. Man skal også være opmærksom på, at vores bidrag ikke alene må blive en spejling af de valgte politikeres prioriteringer og indsats. Det duer nemlig ikke. Fondenes bidrag er private og et supplement. De kommer ud af en stifters vilje, og hos foreninger som Realdania af vores historie og oprindelige grundlag.”

Anne-Marie Skov er enig: ”Der er en kæmpe styrke i mangfoldigheden – at tale om, at fondene skal gå i samme retning, vil være lige så absurd som at tale om, at virksomheder skal gå i takt.”