Af Pia Møller Munksgaard
Artikel fra Realdania Årsmagasin 2020
Den ene er fra en mellemstor fond. Den anden er fra en filantropisk forening med omkring 165.000 medlemmer. Den ene uddelte sidste år knap 60 mio. kr. til indsatser for bl.a. unge mennesker og fællesskaber. Den anden uddelte over 1,2 mia. kr. til indsatser inden for det byggede miljø – med det mål at bidrage til øget livskvalitet.
Anne-Marie Skov og Jesper Nygård lærte for alvor hinanden at kende, da de for nogle år siden var en del af den arbejdsgruppe, der var drivende i indsatsen for et etablere Fondenes Videnscenter. Det er en forening for de fonde og filantropiske foreninger, der deler penge ud til indsatser i samfundet. I samme periode har Tuborgfondet og Realdania også arbejdet sammen om at bidrage til etableringen af Roskilde Festival Højskole.
Ifølge de to har det, man kunne kalde ’den filantropiske branche’, flyttet sig meget hurtigt i de senere år. Og det gælder ikke bare de kraftigt stigende uddelinger, der i 2018 samlet set var på 17 mia. kr.
Når de bliver bedt om at nævne den største forandring i det filantropiske arbejde i de seneste 20 år, svarer de nærmest i kor: ’samarbejde’. Både når det gælder filantropiske fonde og foreningers lyst til at løse opgaver sammen med hinanden og i forhold til, hvor meget de i dag samarbejder med samfundets øvrige aktører.
Anne-Marie Skov peger på, at Tuborgfondet og kollegerne i branchen er blevet mere klare på, hvad de står for, og hvad de bidrager med samfundsmæssigt.
”Mange fonde har i dag formuleret og kommunikeret deres strategi ret tydeligt. Det betyder, at vi nu har en værdi- og brandingmæssig styrke, som gør det mindre vigtigt at få æren for en indsats. Det er det, vi udretter sammen, der er afgørende,” siger hun.
Jesper Nygård er enig: ”Stort set alle Realdanias indsatser foregår i dag i samarbejde med andre – og en betydelig del foregår sammen med rigtig mange forskellige parter. I forhold til samarbejde internt i fondsverdenen, så tror jeg, at vi alle er blevet klar over, at vores legitimitet hænger sammen med den effekt, vi er med til at skabe. Og når vi tager udgangspunkt i en udfordring og et problem, som mange gør i dag, så bliver det måske lettere at samarbejde.”